Religionsfilosofi er en intellektuel filosofisk disciplin, der beskæftiger sig teoretisk med undersøgelsen af religioners natur, deres oprindelse, deres betydning og deres relation til andre områder af menneskelig erfaring, såsom etik, viden og eksistens^[1][2][3]. Det involverer refleksion over religiøse begreber, doktriner og praksisser fra et filosofisk perspektiv^[4].

Religionsfilosofi er en gren af filosofien, der er blevet udforsket af mange store tænkere gennem historien, fra gamle filosoffer som Augustin til moderne tænkere som Immanuel Kant^[5], Friedrich Nietzsche^[6] og Ludwig Wittgenstein^[7].

Religionsfilosofi betegner filosofiske overvejelser om religion. Traditionel vestlig religionsfilosofi handler især om forholdet mellem Gud, menneske og verden. Religionsfilosofien trækker på filosofiske diskussioner og argumenter fra både erkendelsesteori, metafysik, etik og politisk filosofi.

Kendte spørgsmål fra traditionel religionsfilosofi er:

• Teodicéproblemet: Hvis Gud virkelig er almægtig, alvidende og algod, hvorfor findes der så så meget ondt i verden?^[8]
• Problemet om den fri vilje og guddommelig forudbestemmelse: Hvis Gud er almægtig og har forudbestemt alt, hvordan kan mennesket så have en fri vilje og drages til ansvar for sine handlinger?
• Gudsbeviser: Kan man bevise Guds eksistens? (se f.eks. det ontologiske gudsbevis og Thomas Aquinas' gudsbeviser)

En anden stærk tradition inden for religionsfilosofien er religionskritikken. Kendte navner er her David Hume, Friedrich Nietzsche^[6], Karl Marx, Sigmund Freud og de såkaldte ny-ateister som f.eks. Richard Dawkins, Daniel Dennett, Christopher Hitchens og Sam Harris.

Religionsfilosofien kan være orienteret mod to typer af overvejelser, nemlig den empiriske religionsvidenskab og teologien:

1. Religionsfilosofi i forlængelse af den empiriske religionsvidenskab ser religion som en menneskelig ytring i psykologisk, social og historisk forstand. De filosofiske spørgsmål her drejer sig f.eks. om hvad der kendetegner religion, om religionens virkninger og værdi for individ og samfund, om religion i det offentlige rum, og om intelligent design.
2. Religionsfilosofi i forlængelse af teologien overvejer religiøse grundspørgsmål med udgangspunkt i den måde de er formuleret på i de religiøse traditioner. Traditionelt har der været fokus på kristne og andre teologiske systemer og interessen har samlet sig om f.eks. teodiceproblemet, problemet om viljens frihed over for guddommelig determination, muligheden af mirakler og gudsbeviser. Nyere religionsfilosofiske diskussioner inddrager dog også filosofiske spørgsmål der tager udgangspunkt i f.eks. karmaloven, reinkarnation, og det at religiøse traditioner kan modsige hinanden samtidig med at de hver især gør krav på sandhed.

Religionsfilosofi er dog en selvstændig disciplin. Den adskiller sig fra religionsvidenskaben ved at være åbenlyst normativ. Dette vil sige at dens mål er at afgøre spørgsmål om sandheden og værdien af antagelser og praksisformer i religiøse traditioner. Den adskiller sig også derved at dens grundlæggende metoder er klassisk begrebsanalyse (omend den trækker på empirisk viden hentet fra religionsvidenskab, kulturhistorie, kognitionsforskning mv.).

Religionsfilosofien adskiller sig fra traditionel teologi ved ikke i udgangspunktet at antage at der er én eller flere religiøse traditioner der er værdifulde eller sande og ved at rette interessen mod religiøse traditioner bredt.

Religionsfilosofi er en intellektuel og akademisk disciplin, som beskæftiger sig systematisk, diskuterende og kritisk med undersøgelse af religion som fænomen. Dermed adskiller religionsfilosofi sig fra spirituel filosofi eller åndelig filosofi, der er mere praktisk og rettet mod individets spirituelle vækst.

Augustin af Hippo er en central figur i kristen teologi og filosofi. Hans værker, såsom "Confessiones" og "De Civitate Dei" (Guds By), har haft en dyb og vedvarende indflydelse på både vestlig filosofi og kristen doktrin^[9]. Augustins tanker om synd, nåde, og predestination har formet meget af den vestlige kristendom, og hans integration af platonisk filosofi med kristen teologi lagde grundlaget for middelalderens skolastik.

Augustins mest berømte værk er hans selvbiografiske bekendelsesbog, "Confessiones" (Bekendelser), hvor han reflekterer over sit liv, sin omvendelse og sin spirituelle rejse^[10]. Dette værk er ikke kun en personlig fortælling, men også en undersøgelse af den menneskelige natur, synd, nåde og Guds tilstedeværelse i verden.

Ud over "Bekendelser" skrev Augustin også en lang række teologiske og filosofiske værker, herunder "De Doctrina Christiana" (Om kristen lære), hvor han diskuterer principperne for kristen fortolkning af Skriften, og "De Civitate Dei" (Om Guds by), hvor han undersøger forholdet mellem Guds rige og den verdslige verden samt problemet med ondskab og lidelse^[9].

Augustin bidrog også til udviklingen af kristen lære om emner som nåde, prædestination, synd og fri vilje. Hans tanker har haft en enorm indflydelse på både katolsk og protestantisk teologi gennem århundrederne, og han anses ofte for at være en af de tidligste kirkefædre.

Anselm af Canterbury (1033-1109) var en kristen teolog og filosof, der var en betydningsfuld skikkelse i middelalderens filosofi og teologi. Han er mest kendt for sit bidrag til ontologisk argumentation for Guds eksistens og sin teologi om Guds natur og forsoning.

Anselm er berømt for sit ontologiske argument for Guds eksistens, som han præsenterede i sit værk "Proslogion". Han argumenterer for, at Gud er "det, som intet større kan tænkes", og at en sådan væsen må eksistere både i tanken og i virkeligheden, for ellers ville det ikke være det største væsen^[11]. Med andre ord hævder Anselm, at Gud er det væsen, hvis eksistens er nødvendig, for at det konceptuelle billede af Gud som det største væsen kan være sammenhængende.

Anselm udforskede også troens natur og dens forhold til fornuften^[12]. Han mente, at tro ikke udelukkende var en rationel handling, men at den også indebar en viljeshandling og en kærlighedsforbindelse til det guddommelige. Anselm hævdede, at tro ikke kun består af intellektuel erkendelse, men også af en personlig engagement og kærlighedsrelation til Gud.

Anselm bidrog også til udviklingen af teologi om Guds natur. Han beskrev Gud som det højeste væsen, der er fuldkommen og ubetinget i alle henseender. Han argumenterede for, at Gud er en enhed af alle guddommelige attributter, såsom almægtighed, godhed og visdom. Anselm betonede også Guds transcendens og uafhængighed af skabningen.

Et andet vigtigt aspekt af Anselms teologi er hans forsoningslære. I sit værk "Cur Deus Homo" ("Hvorfor blev Gud Menneske?") fremsætter han en teori om, hvorfor det var nødvendigt for Gud at inkarnere sig som menneske i Jesus Kristus for at frelse menneskeheden^[13]. Anselm argumenterer for, at menneskehedens synd krævede en perfekt offerhandling for at tilfredsstille Guds retfærdighed, og at kun Gud selv kunne opfylde denne betingelse ved at blive menneske og ofre sig selv.

Boneventura var en middelalderlig kristen teolog og filosof, der også var kendt som Doctor Seraphicus^[14]. Han var en fremtrædende figur inden for den fransiskanske orden og bidrog væsentligt til skolastikken.

Bonaventura mente, at fornuft og tro ikke var modsætninger, men snarere komplementære veje til sandhed. Han anså filosofi som en tjenestepige for teologien, hvilket betød, at filosofiske argumenter og ræsonnementer skulle bruges til at forstå og uddybe teologiske sandheder.

I sit værk "Itinerarium Mentis in Deum" (Sjælens vej til Gud) beskriver Bonaventura en rejse mod Gud gennem forskellige stadier af erkendelse og kontemplation^[15]. Han beskriver tre stadier: det ydre (erkendelse af verden gennem sanserne), det indre (sjælens refleksion over sig selv) og det øvre (forening med Gud gennem mystisk kontemplation).

Thomas Aquinas var en kristen teolog og filosof fra middelalderen, der arbejdede inden for rammerne af den katolske tradition. Hans værker som "Summa Theologica" og "Summa Contra Gentiles" har haft en enorm indflydelse på kristen teologi og filosofi^[16].

Hans mest kendte værk er "Summa Theologica", en omfattende samling af teologiske og filosofiske tanker, der forsøger at give svar på en lang række spørgsmål om tro, Gud, etik og metafysik^[16]. "Summa Theologica" er opdelt i tre store dele: "Om Guds eksistens og naturen", "Om mennesket og hans formål" og "Om Kristus, frelse og sakramenterne".

Aquinas var dybt påvirket af aristotelisk filosofi, som han syntetiserede med kristen teologi^[16]. Han mente, at tro og fornuft ikke modsagde hinanden, men tværtimod kunne supplere og styrke hinanden. Dette princip, kendt som "forsoning af tro og fornuft", var central for hans tænkning. Han anså både troen og fornuften for at være gaver fra Gud, og han mente, at rationelle argumenter kunne bruges til at støtte troen.

René Descartes var en fransk filosof, der anses for at være en af grundlæggerne af moderne filosofi. Hans filosofiske metode, kendt som den kartesiske tvivl, søgte at etablere et sikkert fundament for viden og tro^[17]. Descartes' arbejde omfattede også en række tanker om Guds eksistens og forholdet mellem Gud og mennesket, hvilket har haft betydning for udviklingen af religionsfilosofi og teologi^[18].

I "Meditationes" udforsker Descartes spørgsmål om Guds eksistens og karakter. Han starter med tvivlens metode og forsøger at nå til sikker viden ved at tvivle på alt, hvad der kan tvivles på. Mens han afviser sansernes pålidelighed og endda indrager, at han kunne blive bedraget af en ond guddommelig dæmon, finder han en urokkelig sandhed i sin egen eksistens som en tænkende væsen ("Cogito, ergo sum"^[17]).

Når Descartes undersøger eksistensen af Gud, argumenterer han for, at Gud er en nødvendig forudsætning for menneskets idé om uendelighed og perfektion. Descartes hævder, at da han som et ufuldkomment væsen har en idé om Gud som det mest perfekte væsen, må denne idé have en årsag, der er mere fuldkommen end ham selv, nemlig Gud selv^[17]. Derfor konkluderer han, at Gud eksisterer, fordi ideen om Gud er indlejret i hans egen natur som et tænkende væsen.

Descartes' opfattelse af Gud er, at Gud er en ufejlbarlig og ikke-bedragende væsen, hvilket sikrer, at Descartes' egen idé om Gud ikke kan være resultatet af fejl eller bedrag^[17]. Denne Gud fungerer også som garant for, at Descartes kan stole på sin egen fornuft og erkendelse, da det er Gud, der har skabt ham med evnen til at tænke klart og rationelt.

Baruch Spinoza (1632-1677) var en hollandsk-jødisk filosof, der er kendt for sin radikale og systematiske filosofi, som stærkt påvirkede efterfølgende tænkning inden for både religion og filosofi^[19][20]. Spinozas religionsfilosofi, som mest omfattende er præsenteret i hans hovedværk "Ethica" (Etik), adskiller sig væsentligt fra traditionelle teologiske synspunkter^[21].

En af de mest karakteristiske træk ved Spinozas religionsfilosofi er hans panteisme, som hævder, at Gud og naturen er én og samme^[21]. I stedet for at se Gud som en personlig, transcendent skaber, hævdede Spinoza, at Gud er immanent i hele universet. Alt, der eksisterer, er en del af Gud eller naturen, hvilket betyder, at der ikke er nogen fundamental adskillelse mellem det guddommelige og det fysiske univers.

Spinoza udviklede en metafysisk doktrin kendt som substansmonisme, som hævder, at der kun er én substans i universet, og denne substans er Gud eller naturen (Deus sive Natura). Alle ting og begivenheder er manifestationer af denne ene substans og dens attributter^[21]. Spinoza argumenterer for, at denne substans er uendelig og selvbestående, og at alt i universet er en måde eller modalitet af denne ene substans.

I Spinozas filosofi er Gud årsagen til alt, både hvad angår eksistens og essens. Gud er årsagen til sig selv (causa sui) og til alt, hvad der sker i universet^[21]. Dette indebærer, at alt i naturen følger nødvendige love og årsagskæder, som er udtryk for Guds natur. Der er ingen plads til mirakler eller overnaturlige indgreb i Spinozas univers, da alt sker i overensstemmelse med naturlovene.

David Humes religionsfilosofi er karakteriseret ved hans skeptiske tilgang til religiøse påstande og hans vægt på empirisk bevisførelse og rationel tænkning^[22]. Hume afviser mirakler som brud på naturens love, der aldrig kan bevises tilstrækkeligt, da det er mere sandsynligt, at vidnesbyrd om mirakler er fejlagtige eller bedrageriske. Han kritiserer det kosmologiske argument for Guds eksistens ved at hævde, at årsagsprincippet ikke nødvendigvis gælder for hele universet, og at universet kan have en naturlig årsag eller være evigt. Hume afviser også det teleologiske argument ved at påpege, at universets ufuldkommenheder ikke nødvendigvis indikerer en intelligent designer, og at analogien mellem menneskelige artefakter og naturens orden er svag. Hume betragter religion som en psykologisk og social konstruktion, der opstår fra menneskets frygt og behov for forklaring, og ser religion som en kilde til både positive og negative virkninger i samfundet^[22].

Immanuel Kant er afgørende for moderne filosofi og har haft stor indflydelse på religionsfilosofi^[5]. Hans kritik af de traditionelle gudsbeviser og hans egen moralske argument for Guds eksistens har formet meget af den efterfølgende filosofi. Kant mente, at religion skulle være forankret i moral og fornuft, hvilket radikalt ændrede den måde, tro og religion blev betragtet på.

Kant mente, at fornuftens grænser satte klare rammer for, hvad vi kan vide om Gud og det guddommelige^[23]. Han argumenterede for, at Gud, sjælen og det hinsidige ikke kan kendes gennem spekulativ fornuft alene, men snarere må forstås som nødvendige postulater for moralens skyld. Dette betyder, at vi ikke kan bevise Guds eksistens med logiske eller empiriske argumenter, men at troen på Gud er nødvendig for en fuldstændig moralforståelse^[23].

Kant så religion som en vigtig del af den moralske opdragelse. Han mente, at religiøse praksisser og overbevisninger kunne styrke den moralske livsførelse^[5], men han advarede også mod at lade religiøse dogmer undergrave den individuelle fornuft og moral. Religion skulle derfor støtte og ikke erstatte den moralske fornuft.

I "Religion inden for fornuftens grænser" behandler Kant også spørgsmålet om radikal ondskab, som han ser som en grundlæggende tilbøjelighed i mennesket til at handle mod den moralske lov^[5]. Han mener, at denne ondskab kan overvindes gennem en "revolution i hjertet", en fundamental moralsk omvendelse, der fører til en oprigtig stræben efter det gode.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel er en central figur i tysk idealisme og har haft en dyb indflydelse på religionsfilosofi. Hans dialektiske metode og ideer om "det absolutte" har formet mange efterfølgende filosofiske og teologiske strømninger. Hegels værk "Åndens fænomenologi" og hans forelæsninger om religionsfilosofi udforsker udviklingen af menneskelig bevidsthed og religion som udtryk for åndens udvikling^[24][25]. Hans tanker har påvirket både teologer og filosoffer, herunder Karl Barth og Paul Tillich.

Hegel anså religion for at være en essentiel del af menneskelig kultur og ånd. Han mente, at religion repræsenterer en form for bevidsthed, hvor mennesket erkender sin egen natur og sin forbindelse til det absolutte (Gud). Religionen ses som et stadie i åndens udvikling mod absolut viden, hvor den guddommelige sandhed gradvist bliver åbenbaret for menneskets bevidsthed^[25].

Hegel betragtede kristendommen som den højeste form for religion, fordi den i hans øjne bedst udtrykte sandheden om menneskets forhold til det absolutte^[24]. Han så Jesu liv, død og opstandelse som en central begivenhed, der symboliserede åndens forening med det guddommelige og menneskelige.

Friedrich Von Schelling var en tysk idealistisk filosof, der spillede en central rolle i den tyske idealismes bevægelse. Hans filosofi kombinerede elementer fra transcendental idealisme med teologiske spekulationer. Schellings tanker om det guddommelige som grundlaget for al væren og hans opfattelse af Gud som en proces har haft indflydelse på senere teologer og filosoffer, herunder Hegel og Kierkegaard^[26].

Schelling så åbenbaring som en nødvendighed for at forstå den dybere struktur af virkeligheden^[26]. For ham var åbenbaring en måde, hvorpå det absolutte eller Gud manifesterer sig i verden og i menneskelig erfaring. Han betragtede åbenbaring som et middel til at forstå frihedens natur. Ifølge Schelling kan menneskets frihed kun forstås fuldt ud i lyset af en guddommelig åbenbaring, der viser menneskets dybe forbundethed med det absolutte.

Schelling betragtede menneskelig bevidsthed som en central arena for åbenbaring^[26]. Han mente, at det er gennem menneskelig erkendelse og ånd, at Gud åbenbarer sig mest fuldstændigt. Mennesket har en unik evne til at opfatte og forstå åbenbaring, hvilket gør menneskelig bevidsthed til en vigtig del af den guddommelige plan. Denne opfattelse understreger vigtigheden af menneskelig frihed og kreativitet som midler til at forstå og realisere det guddommelige.

Schelling så historien som en vigtig del af åbenbaringsprocessen^[26]. Han mente, at historien er en progressiv åbenbaring af Guds natur og hensigt. Hver epoke og hver kulturel udvikling bringer menneskeheden nærmere en fuld forståelse af det absolutte. Historien er derfor en dynamisk og levende proces, hvor det guddommelige gradvist bliver mere åbenbaret.

Ludwig Feuerbach var en tysk filosof og antropolog, der levede i det 19. århundrede. Han var en af de mest indflydelsesrige tænkere inden for den tyske idealisme og materialisme og er særligt kendt for sit arbejde inden for religionsfilosofi.

Feuerbachs religionsfilosofi er bedst kendt for hans kritik af religion, især hans teori om "menneskehedens projektion". Ifølge Feuerbach projicerer mennesker deres egenskaber, håb og længsler på en guddommelig væsen, som de forestiller sig som Gud^[27]. Han hævdede, at Gud i virkeligheden er en spejling af menneskets eget selv, en illusion skabt af menneskets ønsker og behov. Feuerbach argumenterede for, at religionen var et udtryk for menneskelig alienation og at mennesket burde frigøre sig fra denne "projektion" og finde sin sande selvbevidsthed.

Søren Kierkegaard bliver ofte betragtet som faderen til eksistentiel filosofi, og han fokuserede på individets subjektive forhold til Gud. Hans tanker om troens natur, tvivl, og det personlige engagement har haft en dyb indflydelse på både teologi og filosofi. Kierkegaard udforskede paradokset ved tro og forholdet mellem menneskelig eksistens og det guddommelige, hvilket har gjort ham til en central figur i både kristen og sekulær eksistentialistisk tænkning^[28].

Kierkegaard kritiserede den etablerede kirke og samtidens kristendom for at være blevet for institutionel og manglende i personlig inderlighed. Han mente, at sand kristendom kræver et individuelt og subjektivt forhold til Gud, hvilket han beskrev som en "spring" af tro, et paradoks, hvor troen overskrider fornuft og rationel tænkning. For Kierkegaard er tro ikke noget, der kan bevises eller forklares rationelt, men noget, der kræver en personlig beslutning og engagement. Han brugte Abraham og Isaks historie som et eksempel på den ultimative trosprøve, hvor Abraham må vælge at adlyde Guds befaling om at ofre sin søn, på trods af den absurde og paradoksale natur af denne handling^[28].

Kierkegaards religionsfilosofi er dybt rodfæstet i en eksistentiel udforskning af tro, individets forhold til Gud og kritikken af overfladisk og institutionel religion. Han udfordrer mennesket til at tage ansvar for sim egen eksistens og tro, og at finde mening og relation til det guddommelige gennem en personlig og subjektiv rejse.

Friedrich Nietzsche er kendt for sin skarpe kritik af kristendommen og hans berømte erklæring "Gud er død". Hans værker udforsker de kulturelle og moralske konsekvenser af denne erklæring og stiller spørgsmålstegn ved traditionelle religiøse værdier^[6].

Nietzsche mente, at kristendommens moral var livsbenægtende og foreslog en omvurdering af alle værdier^[29][30]. Hans tanker har haft en dyb indflydelse på moderne filosofi, teologi, og kulturkritik.

Sigmund Freud (1856-1939) var en østrigsk neurolog og grundlæggeren af psykoanalysen. Hans kritik af religion og religionsfilosofi er tæt knyttet til hans psykoanalytiske teorier og omhandler hovedsageligt religionens oprindelse, funktion og psykologiske betydning^[31]. Freud betragtede religion som en illusion, der har dybe rødder i menneskets psykologiske behov og udvikling.

I sit værk "Die Zukunft einer Illusion" (1927) ("Fremtidens en illusion") argumenterer Freud for, at religion er en illusion, der opfylder dybe psykologiske behov hos mennesker^[32]. Han mener, at religiøse overbevisninger er ønsketænkning, der stammer fra menneskets behov for beskyttelse og sikkerhed i en uforudsigelig verden. Ifølge Freud opstår religiøse forestillinger som svar på menneskets længsel efter en faderfigur, der kan tilbyde beskyttelse og trøst.

Freud udviklede teorier om religionens oprindelse i værket "Totem und Tabu" (1913) ("Totem og Tabu"), hvor han foreslår, at religion opstod som en måde at håndtere skyld og angst relateret til den oprindelige menneskelige horde^[33]. Han fremsætter hypotesen om, at tidlige menneskelige samfund blev domineret af en patriarkalsk faderfigur, som til sidst blev dræbt af sine sønner. Denne oprindelige synd resulterede i en kollektiv skyldfølelse, som førte til udviklingen af totemisme og senere mere komplekse religiøse systemer. Ifølge Freud er religion således en måde at håndtere og bearbejde denne arkaiske skyldfølelse på.

Freud betragtede religion som en kollektiv neurose, der ligner de individuelle neuroser, han behandlede i sin psykoanalytiske praksis^[31][34]. Han mente, at religiøse ritualer og overbevisninger kunne sammenlignes med tvangstanker og -handlinger hos neurotiske patienter. Religion, ifølge Freud, fungerer som en måde at strukturere og give mening til tilværelsen, men den gør det på bekostning af individets mentale sundhed ved at fremme urealistiske og ubegrundede overbevisninger.

Émile Durkheim var en fransk sociolog, der betragtede religion som en central del af samfundet og en vigtig komponent i den sociale sammenhængskraft^[35]. Durkheim så religion som en social institution, der er grundlæggende for at skabe og opretholde samfundets moralske orden. Han mente, at religion opstod fra kollektive sociale erfaringer og tjente til at styrke den sociale solidaritet.

Durkheim mente, at religion spiller en afgørende rolle i at skabe social kohæsion ved at give fælles ritualer og tro, som binder medlemmerne af samfundet sammen. Religionen fungerer som et middel til at opretholde og styrke de kollektive bånd, der holder samfundet sammen.

Ludwig Wittgenstein var en østrigsk-britisk filosof, hvis tanker har haft en enorm indflydelse på filosofi og religionsfilosofi^[7]. I hans tidlige arbejde, især "Tractatus Logico-Philosophicus", undersøgte han forholdet mellem sprog, tanke og virkelighed^[36]. Senere i sit liv, i værker som "Philosophical Investigations", udviklede han en ny tilgang til sprog og betydning, der har betydning for forståelsen af religiøse udsagn og trosbegreber.

I forhold til religionsfilosofi har Wittgenstein ikke udviklet en omfattende teori eller et system. Dog har hans tanker om sprog og betydning haft indflydelse på måden, hvorpå religion og religiøse udsagn er blevet forstået. Han understregede vigtigheden af sprogspil og kontekst i forståelsen af religiøse udsagn og argumenterede for, at det ikke altid er meningsfuldt at forsøge at reducere religiøse udsagn til enkle sandheder^[7].

Wittgenstein argumenterede også for, at religiøse udsagn ofte er en del af en form for livsform eller praksis, hvor deres betydning og betydning kun kan forstås inden for den kontekst, hvori de anvendes^[7]. Dette synspunkt udfordrer en mere traditionel forståelse af religiøs tro som et sæt af doktriner eller teologiske sandheder og understreger i stedet troens praktiske og sociale dimensioner.

Paul Tillich var en tysk-amerikansk teolog og filosof, der forsøgte at forene eksistentiel filosofi med kristen teologi. Tillichs begreb om "den ultimative bekymring" og hans analyse af symbolsprog i religion er centrale i hans værker. Hans tre-bindsværk "Systematic Theology" er en af hans mest kendte bidrag, hvor han diskuterer Gud som "værens grund" snarere end som en personlig Gud i traditionel forstand^[37][38]. Tillichs arbejde har haft stor indflydelse på moderne teologi og interreligiøs dialog.

Tillichs gudsbegreb adskiller sig fra traditionelle teistiske opfattelser. Han beskrev Gud som "væren-selv" (Being-itself), snarere end en personlig guddom^[39]. For Tillich er Gud ikke en entitet blandt andre, men selve grundlaget for al eksistens. Denne opfattelse gør Gud til kilden til alt væren og mening, snarere end en konkret skabning, der kan forstås gennem antropomorfe egenskaber.

Tillich understregede vigtigheden af symboler i religion. Han mente, at religiøst sprog er symbolsk og peger mod det guddommelige på en indirekte måde^[39]. Symboler er nødvendige, fordi de kan udtrykke dybere sandheder og realiteter, som ikke kan fanges fuldt ud gennem bogstaveligt sprog. For eksempel er begreber som "Gud", "kærlighed" og "frelsen" symbolske udtryk, der henviser til dybere eksistentielle realiteter.

Tillichs teologi er stærkt præget af eksistentiel filosofi. Han fokuserede på menneskets oplevelse af angst, fremmedgørelse og meningsløshed i det moderne samfund. Tillich mente, at religion kan tilbyde en måde at konfrontere og overvinde disse eksistentielle udfordringer ved at forbinde individet med det ultimative grundlag for væren og mening.

Hannah Arendt var en tysk-amerikansk politisk teoretiker og filosof, der også bidrog til filosofi om religion^[40]. Hun er især kendt for sit værk "The Human Condition" og begrebet om "ondskabens banalitet" i forbindelse med sine analyser af Holocaust^[41]. Arendt udforskede også forholdet mellem religion og politik i værker som "The Origins of Totalitarianism", hvor hun diskuterede den rolle, religion spiller i moderne samfund og politik^[42].

Selvom Arendt ikke var selv religiøs, var hun interesseret i den religiøse dimension af menneskelig erfaring. Hun mente, at religion kunne tilbyde en ramme for at forstå de dybeste spørgsmål om meningen med livet, døden og det guddommelige^[40]. Selvom hun ikke delte de troendes trosbekendelser, respekterede hun den åndelige søgen og den eksistentielle søgen efter mening, som religionen tilbød.

Knud Ejler Løgstrup var en dansk teolog og filosof, som var kendt for sin eksistentielle og fænomenologiske tilgang til etik og religion^[43][44][45]. Løgstrup var inspireret af fænomenologien, især fra Edmund Husserl og Martin Heidegger. Han anvendte en fænomenologisk tilgang til at beskrive menneskelige erfaringer og relationer. For Løgstrup var religiøs erfaring og etik tæt forbundet, idet han så etikken som en måde, hvorpå det guddommelige manifesterer sig i menneskelige relationer.

Charles Taylor, født i 1931, er en canadisk filosof, der er kendt for sit omfattende arbejde inden for en række områder, herunder politisk teori, social teori, etik og religionsfilosofi.

Taylor har bidraget til forståelsen af sekulariseringens kompleksitet og modernitetens indflydelse på religion^[46]. Han argumenterer for, at sekularisering ikke blot indebærer en tilbagegang i religiøs tro, men snarere en transformation af religiøsitetens form. Taylor udforsker, hvordan moderniteten har ændret vores forståelse af tro, spiritualitet og det religiøse liv og hvordan religion fortsætter med at spille en vigtig rolle i moderne samfund på trods af sekulariseringen^[46].

Taylors tidlige arbejde var også præget af teologisk eksistentislisme, som var inspireret af filosoffer som Søren Kierkegaard. Han udforskede spørgsmål om tro, tvivl, meningen med livet og menneskets eksistentielle søgen efter mening. Taylor argumenterer for, at tro kan være en kilde til mening og formål i menneskets liv, selv i en tid med stigende sekularisering og rationalisering.

I middelalderen var Danmark dybt påvirket af den katolske kirke, og religionsfilosofi var tæt knyttet til teologi. Ansgar, der betragtes som Nordens apostel, spillede en central rolle i kristendommens indførelse i Danmark.

I 1536 blev Danmark protestantisk under Christian III. Dette førte til en fokus på luthersk teologi og bibelsk fortolkning. Niels Hemmingsen (1513-1600) var en fremtrædende luthersk teolog og filosof, som bidrog til reformatorisk teologi og skrev om forholdet mellem tro og fornuft^[47].

I det 18. århundrede påvirkede oplysningstidens ideer også Danmark. Filosoffer som Ludvig Holberg (1684-1754) var kendt for deres bidrag til både litteratur og filosofisk tænkning. Holberg var en stærk fortaler for fornuft og kritisk tænkning og skrev satiriske værker, der udfordrede dogmatiske opfattelser.

Det 19. århundrede var en guldalder for dansk filosofi, især med Søren Kierkegaard (1813-1855), der anses for at være en af de mest betydningsfulde eksistentielle filosoffer. Kierkegaards arbejde fokuserede på individets forhold til Gud, troens natur og eksistentielle valg^[28].

I det 20. århundrede og frem til i dag har religionsfilosofien i Danmark været præget af pluralisme og en stigende interesse i sekulære filosofiske strømninger. Knud Ejler Løgstrup (1905-1981) var en teolog og filosof, som var kendt for sin etik og sine skrifter om den etiske fordring.

Kritikken af religionsfilosofien kommer fra forskellige perspektiver:

Akademisk religionsfilosofi kan ofte være præget af komplekse, intellektuelle og abstrakte teorier, som kan være svært tilgængelige for ikke-eksperter^[48]. Teoretiske diskussioner og akademiske referencer kan skabe en barriere for folk, der ønsker at forstå eller engagere sig i filosofiske diskussioner om religion uden at have en dyb akademisk baggrund. Diskussioner inden for religionsfilosofi kan ofte blive meget intellektuelle og abstrakte, hvilket kan gøre dem svære at relatere til konkrete religiøse oplevelser og praksis. Dette kan skabe en følelse af, at religionsfilosofien er virkelighedsfjern.

Mange kritikere mener, at akademisk religionsfilosofi ofte fokuserer på teoretiske problemstillinger, der kan virke fjerne fra almindelige menneskers dagligliv og religiøse oplevelser^[49]. Emner som Guds natur, teodicé, eller detaljerede analyser af religiøse tekster kan forekomme irrelevante for dem, der søger praktisk vejledning eller forståelse af deres egen tro.

En anden kritik er, at akademisk religionsfilosofi ikke engagerer sig nok med de troende og deres faktiske religiøse praksisser. Dette kan skabe en kløft mellem akademisk debat og de virkelige erfaringer og behov hos religiøse mennesker.

Den spirituelle kritik af religionsfilosofi fokuserer ofte på, hvordan traditionel religionsfilosofi begrænser eller misforstår spiritualiteten og de mere personlige dimensioner af religiøsitet^[50]. Spirituelle kritikere mener, at religionsfilosofi intellektualiserer og akademiserer religion for meget og dermed fremmedgør og fjerner sig fra det guddommelige

Ved at fokusere på rationelle argumenter, akademiske referencer og teoretiske diskussioner kan religionsfilosofi begrænse den åndelige dybde, som mange mennesker søger i deres religiøse praksis. Den intellektuelle tilgang kan være reducerende og utilstrækkelig til at indfange den fulde betydning af åndelige erfaringer.

Feministiske kritikere påpeger, at mange religioner har været med til at opretholde patriarkalske magtstrukturer, hvor mænd har haft den primære magt og autoritet^[51]. Dette har ofte resulteret i kvinders marginalisering og underordning inden for religiøse institutioner og samfund.

• Etik
• Pædagogisk filosofi
• Eksistentiel filosofi
• Spirituel filosofi

• Andersen, Svend. "Minimalistisk religionsfilosofi." Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 54 (2009).
• Andersen, Svend. Religionsfilosofi. Hans Reitzels Forlag, 2010.
• Arendt, Hannah (2020): “Eksistens og religion”. Klim
• Augustin: “Bekendelser”. Skt Ansgar, 1988. Oversat af Torben Damsholt
• Augustin (2002): Om Guds stad. Aarhus Universitetsforlag. Oversat til dansk og med forord og kommentarer af Bent Dalsgaard Larsen
• Bonaventura (2007): Livstræet - betragtninger over Jesu liv, hans død og opstandelse. Katolsk Forlag
• Brock, Steen. "Religiøsitet i livsformen: Wittgensteins filosofi i religionsfilosofisk belysning." Wittgenstein: Om religion og religiøsitet. Aarhus Universitetsforlag, 2006. 161-180.
• Christensen, Anne Marie Søndergaard mfl (2006): Wittgenstein om religion og religiøsitet. Aarhus Universitetsforlag
• Descartes, René (2006): Meditationer over den første filosofi. København: Det lille Forlag. Oversætter, Niels Henningsen.
• Garsdal, Jesper (2003). Oplysning og frelse, kærlighed og sampassion, negativitet og død: et sammenlignende studie i dele af Hegel's, Tanabe's og Takeuchis's religionsfilosofi med enkelte sideblik på Kierkegaard's tænkning. Center for filosofi og videnskabsteori, Aalborg Universitet. Dialektika - Skrifter om Filosofi og Videnskabsteori
• Grøn, Arne. "Religionsfilosofi efter metafysik?." Dansk teologisk tidsskrift 72.2 (2009): 122-139.
• Grønkjær, Niels. "Det nye menneske: efter naturalisme og eksistentialisme: et religionsfilosofisk essay." (2017). Eksistensen
• Hegel, G. W. F. (2005): Åndens fænomenologi. Gyldendal. Med forord af og oversat af Claus Bratt Østergaard
• Huggler, Jørgen (2004). Teodicéproblemet. I Pædagogikkens filosofi - tanker om menneskets frembringelse Roskilde Universitetsforlag.
• Huggler, Jørgen (2008). Reaktion, oplysning og revolution: om Louis de Bonald: Législation primitive (1802). I J. Carlsen, O. Morsing, & P. A. Sørensen (red.), Tankens Grænseland: Hans-Jørgen Schanz 60 år (s. 263-276). Modtryk.
• Huggler, Jørgen (2008). Viden, tro og tænkning. I H. V. Frandsen (red.), Pædagogiske værdier & religion (s. 13-35). Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag
• Jørgensen, Dorthe. Den skønne tænkning: Veje til erfaringsmetafysik. Religionsfilosofisk udmontet. Aarhus Universitetsforlag, 2014.
• Kant, Immanuel (2002), Kritik af den rene fornuft, Det lille forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard.
• Kierkegaard, Søren. Philosophiske smuler, eller, En smule philosophi. CA Reitzel, 1865.
• Kierkegaard, Søren (2010): Frygt og bæven. Det lille Forlag.
• Li, Elizabeth X. "Hans Lassen Martensen som eksistens-tænker: Eksistensens rolle i dansk religionsfilosofi og teologi." TEOL-information 68: 14-17.
• Løgstrup, Knud Ejler. Skabelse og tilintetgørelse: religionsfilosofiske betragtninger. Klim, 2015.
• Munk, Jacob. "Musikkens Gud En religionsfilosofisk diskussion af forholdet mellem musik og gudserkendelse hos Augustin og Martin Luther." eMissio 7 (2022): 228-250.
• Nietzsche, Friedrich (2005): “Antikrist”. Det lille Forlag
• Pahuus, Mogens (1993). Livet selv: en livsfilosofisk tolkning af kristendommen. Forlaget Philosophia.
• Pahuus, Mogens (1994). Spændingen mellem den eksistensfilosofiske og den skabelsesteologiske tænkemåde i Løgstrups æstetik. In Andersson, Dag T. : Johannesen, F. R. og Lindseth, A. (red.) (Ed.), Skabelse og etik : motiver i K. E. Løgstrups filosofi
• Platon (2007): Theaitetos. Museum Tusculanum Forlag. Oversat af Fritz Saaby Pedersen
• Rabjerg, Bjørn. "Introduktion: KE Løgstrup: Dansk religionsfilosofi i det 20. århundrede." Menneskets ondskab og livets godhed: Løgstrups filosofi om tilværelsen. Århus Universitet, 2011. 19-37.
• Rosa, Hartmut (2023): Demokrati har brug for religion. Eksistensen. Oversat af Sanne Thøisen
• Schelling, Friedrich (2023): “Åbenbaringens filosofi”. Philosophia
• Sløk, Johannes. Religionsfilosofiske problemer. Lindhardt og Ringhof, 2016.
• Spinoza, Baruch de (2010): “Etik”. Det lille forlag
• Welz, Claudia & Ulrik Nissen (red.) (2020). Etik og religionsfilosofi i de kommende år. I P. Ingesman, S. Balle, R. Falkenberg, & U. Nissen (red.), Teologi i Aarhus: mellem fortid og fremtid (s. 117-126). Afdeling for Teologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

• Anselm, Saint. Cur deus homo. Wipf and Stock Publishers, 2020.
• Dawkins, Richard, and Lalla Ward. The god delusion. Boston: Houghton Mifflin Company, 2006.
• Dawkins, Richard. The selfish gene. Oxford university press, 2016.
• Durkheim, Emile. "Durkheim on Religion: A selection of readings with bibliographies and introductory remarks." (2011): 1-390.
• Edwards, Rem B. Reason and religion: an introduction to the philosophy of religion. Wipf and Stock Publishers, 2016.
• Feuerbach, Ludwig. The essence of religion. Newcomb Livraria Press, 1873.
• Freud, Sigmund. Totem and taboo. Routledge, 2012.
• Garsdal, Jesper (2012). Some reflections on existence and imagination in relation to interreligious dialogue and intercultural philosophy of religion. Islam and Christian-Muslim Relations, 23(3), 257-266.
• Geisler, Norman L., and Winfried Corduan. Philosophy of religion. Wipf and Stock Publishers, 2003.
• Huggler, Jørgen (2009). Religious education as an intellectual and cultural enterprise: some questions about 'theologising with children'. I G. Y. Iversen, G. Mitchell, & G. Pollard (red.), Hovering over the face of the deep: philosophy, theology and children (s. 117-127). Waxmann Verlag.
• Hume, David. The natural history of religion. Printed and fold by JJ Tourneisen, 1793.
• Kant, Immanuel. Religion and rational theology. Cambridge University Press, 2001.
• Marx, Karl, and Friedrich Engels. On religion. Courier Corporation, 2012.
• Murray, Michael J., and Michael C. Rea. An introduction to the philosophy of religion. Cambridge University Press, 2008.
• O'Neill, Onora. "Kant on reason and religion." Tanner Lectures on Human Values 18 (1997): 267-308.
• Taylor, Charles. A secular age. Harvard university press, 2007.
• Tillich, Paul. "The religious symbol." Daedalus 87.3 (1958): 3-21.
• Tillich, Paul. Systematic Theology, Volume 3. Vol. 3. University of Chicago Press, 2011.

• Freud, Sigmund. "Die Zukunft einer Illusion. GW 14." The Future of an Illusion, SE 21 (1927)
• Habermas, Jürgen. Glauben und Wissen. Suhrkamp Verlag, 2016
• Hegel, Georg Wilhelm Friedrich. Vorlesungen über die Philosophie der Religion und Vorlesungen über die Beweise vom Dasein Gottes: Nachschriften zu den Kollegien über Religionsphilosophie der Sommersemester 1821 und 1824. Felix Meiner Verlag, 2017.
• Kant, Immanuel. Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft. bey Friedrich Nicolovius, 1794.
• Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph. Urfassung der Philosophie der Offenbarung. Felix Meiner Verlag, 2022.
• Tillich, Paul. Systematische Theologie III. Walter de Gruyter GmbH & Co KG, 2017.

• Aquinas, St Thomas. "Summa theologica”. London: Blackfriars, 1969
• Bonaventura, Sanctus, and Heiliger Kardinal. Itinerarium mentis in Deum. SAINT BONAVENTURE UNIV., 1956.