Tysk kolonisering i middelalderen foregik mest mod øst, hvorfor begrebet Ostsiedlung (ty. "bosættelse i øst") også ses. Udtrykket betegner tysktalende gruppers indvandring og kolonisering i områder som var beboet af slaver, ungarere, rumænere eller baltere i Central- og Østeuropa. Denne proces begyndte i højmiddelalderen (1300-tallet). Den tyske indvandring skete delvis efter indbydelse fra lokale slaviske herskere.

I forbindelse med nationalismen i Tyskland i 1800-tallet blev Ostsiedlung koblet sammen med ekspansionistiske tankesæt – Drang nach Osten – og til ideen om Lebensraum.

Efter Tysklands nederlag i anden verdenskrig blev store grupper af tyskere tvangsforflyttet fra Central- og Østeuropa. Områder som siden middelalderen havde haft en blandet tysk/slavisk befolkning fik nu en rent slavisk befolkning, blandt andet i det vestlige Polen samt Østpreussen.

Efter die Wende (genforeningen af Tyskland) og jerntæppets fald udvandrede folk af tysk afstamning i stort antal fra de områder af Central- og Østeuropa, hvor de og deres forfædre havde boet i århundreder. De fleste slog sig ned i det tidligere Vesttyskland, hvor økonomisk støtte og bolighjælp gjorde en hurtig integration mulig.

• Felix Escher: "Brüche und Kontinuitäten in der Kulturlandschaftsentwicklung am Beispiel von Brandenburg während des Mittelalters und der frühen Neuzeit" (Siedlungsforschung. Archäologie-Geschichte-Geographie 13, 1995, S. 77-97) Arkiveret 16. januar 2014 hos Wayback Machine (tysk)
• Günter Mangelsdorf: "Probleme der historisch-archäologischen Wüstungsforschung in Nordostdeutschland" (Siedlungsforschung. Archäologie-Geschichte-Geographie 12, 1994, S. 87-101) Arkiveret 16. januar 2014 hos Wayback Machine (tysk)