Ostpolitik (Østpolitik) er den tyske betegnelse for den vesttyske udenrigspolitik, der indførtes under Willy Brandts kanslerskab fra 1969-1974. Brandts sekretær, Egon Bahr, havde formuleret politikken med overskriften "Wandel durch Annäherung" (forandring gennem tilnærmelse). Målet var at bryde det diplomatiske dødvande der havde eksisteret mellem DDR og Vesttyskland siden staternes oprettelse i 1949. Den nye politik skulle lægge vægt på dialog og samarbejde, ikke bare med DDR, men også med de øvrige østblokstater.
Ønsket om at finde en modus vivendi mellem Øst- og Vesttyskland udgjorde et markant skifte i forhold til Konrad Adenauers skarpe Hallsteindoktrin, der siden grundlæggelsen af Vesttyskland i 1949 havde været grundlaget for vesttysk politik med østlandene.
Elementer i Ostpolitik
Passerseddelaftalen Aftale mellem de delte parter i Berlin om at give vestberlinere tilladelse til at besøge slægtninge i Østberlin. Aftalt allerede den 17. december1963, da Willy Brandt var borgmester i Vestberlin.
Warszawatraktaten den 7. december1970 grundlaget for Vesttysklands afkald på fremtidige grænsekrav over for Polen. Forpligtede parterne til at arbejde for fred og samarbejde, og til at respektere landes uafhængighed.
Grundlagstraktat den 21. december1972 var en aftale mellem Vesttyskland og DDR, hvor Vesttyskland for første gang i praksis anerkendte eksistensen af Østtyskland. Folkeretsligt afviste man dog stadig DDR.