Monies var søn af jødiske forældre, Salomon Monies (1786-1853) og Frederikke født Soldin (1781-1858). Faderen var indvandret fra Holland, mens moderen var fra København. Da faderen, som havde været velhavende, under krigsårene 1807-14 forarmedes under Statsbankerotten 1813, voksede sønnerne op i fattigdom. I faderens lille cigarfabrik måtte han og brødrene arbejde med, dels ved forfærdigelsen af cigarerne, dels ved at sælge dem på gader og stræder.
Dog fik Monies allerede i sit 12. år (1824) adgang til Kunstakademiets skoler, vandt 1827 den lille og 1832 den store sølvmedalje. Samtidig var han elev af J.L. Lund og begyndte tidligt at male og udstille portrætter. I dette fag fik han sin største betydning som kunstner. Foruden en mængde privatportrætter, blandt hvilke mandsportrætterne gennemgående synes at have været de bedste både i henseende til form og karakteristik, kan nævnes nogle af mere bekendte personligheder, således af lægen J.D. Herholdt, hvilket allerede 1833 vakte opmærksomhed for den unge kunstner, og af skuespillerne P.J. Frydendahl, Ferdinand Lindgreen og Carl Winsløw, hvis udprægede åsyn er gengivet med kraft og sandhed i form og farve. Et i hans senere alder (1873) malet portræt af Ludvig Phister,[1] hvilket brændte ved Christiansborgs brand 1884, lignede godt og var godt gennemført i modelleringen, men usandt i farven, da kunstnerens øjne allerede den gang vare svækkede. Hans dameportrætter var ret elegante, men som oftest flatterede, dvs. udviskede i karakteristik og lighed, og konventionelle efter tidens mode i gengivelsen, navnlig af busten.
Lige så tidligt (1833) optrådte Monies som genremaler, omend hans første billede nærmest var en række portrætfigurer af kammerater, et emnevalg, der jævnlig forekom i genremaleriets første tid i Danmark. Det kaldtes En Kunstner, som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover, i Baggrunden andre Kunstnere, som tegne og male efter Naturen. Det var portrætter af Louis Gurlitt, Niels Simonsen, Asmus Kaufmann, F.C. Kiærskou, Peter Raadsig og Just Jerndorff.[2]
Rejser
Episode fra soldaternes hjemkomst i septemberdagene 1849
I 1833 indsendte han to portrætter til Akademiets bedømmelse, for at få anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om rejseunderstøttelse. Akademiet, fandt "ualmindelige Anlæg" hos kunstneren, men "kunde ønske en strængere Tegning". Det rådede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter tegning ved Akademiet selv. Et portræt af lægen J.D. Herboldt (1833) vakte – sammen med de nævnte genrestykker – opmærksomhed for den unge kunstner.
I 1835 indstillede institutionen ham til rejseunderstøttelse, dog i rækkefølge efter Wilhelm Marstrand og Louis Gurlitt. Monies havde dog tjent så godt på sine billeder, at han samme år rejste til München for egen regning. Året efter modtog han så rejseunderstøttelsen (400 Rbdl.) fra Fonden ad usus publicos og var et par års tid udenlands i alt. Et billede, To Børn ved et Vandløb (1838), gjorde megen lykke, også Erindring fra Danseboden (1849, Kunstforeningen) udmærkede sig ved heldig form og farve. Andre billeder, Konfirmanden, Pengebrevet, En Skovtur (Den Kongelige Malerisamling) og flere, var vel prægede af et vist lune, der tiltalte mange, men ikke altid heldige i valg af typer eller i kolorit. På grænsen af historiemaleri stod hans Episode af Troppernes Hjemkomst (1850, Frederiksborgmuseet), der karakteristisk gengiver øjeblikkets dobbelte stemning, glæde og vemod. Et forsøg på at male større billeder af jødefolkets historie mislykkedes derimod, i det den samme kunstner, der modellerede et portræthoved så godt, deri var mærkværdig tom i gengivelsen af hovederne og broget i farven.
Ubekendt herre i sort jakke, stort blåligt silketørklæde og blå frakke (privateje, solgt på Bruun Rasmussen Kunstauktioner 19. april 2007 som lot nr. 432)
To andre selvportrætter (det ene hos udstillingskommiteen, Charlottenborg)
