Grevinde Danner
Grevinde Danner.
Personlig information
Født	Louise Christine Rasmussen 21. april 1815(1815-04-21) København
Død	6. marts 1874 (58 år) Genova, Italien
Gravsted	Jægerspris' have
Forældre	Gotthilf Ludewig Køppen og Juliane Caroline Rasmussen
Ægtefælle	Kong Frederik VII til Danmark
Børn	Frederik Carl Christian Louis (1841) i Flakkebjerg
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Hattemager, teaterskuespiller, skuespiller, balletdanser
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Louise Christine lensgrevinde af Danner (født Louise Christine Rasmussen 21. april 1815 i København – 6. marts 1874 i Genua ^[1]) var en dansk balletdanser, modehandler og lensgrevinde, der var gift "til venstre hånd" med kong Frederik 7. af Danmark.

Louise C. Rasmussen var født uden for ægteskab. Moderen var tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen og faderen grosserer Gotthilf Ludevig Køppen. Hun voksede op hos moderen og hendes familie, og blev i 1826 optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor Johanne Luise Heiberg var på samme tid. Hun havde bl.a. August Bornonville til lærer. Selvom hun var et pligtopfyldende medlem af ensemblet, blev hun aldrig nogen stor balletkunstner. Hun fik løn ved teatret fra 1830, og fra 1835 blev hun ansat som figurantinde.

Det var igennem teatret, at hun traf bogtrykker Carl Berling og Kronprins Frederik (7.), når de besøgte det forlystelsesetablissement, eller bordel, som blev drevet for eller med balletkorpsets dansere i Gjethuset i nabolaget til Det Kongelige Teater. Forholdet mellem de tre udviklede sig til en usædvanlig og langvarig trekantsrelation, præget af betydelig psykologisk spænding, følelsesmæssig tilknytning og gensidig afhængighed, men også af en ikke ringe grad af fornuft.^[2]

Efter ansøgning blev hun fra august 1841 fritaget for tjeneste efter at have fået et barn 5. juni samme år med Carl Berling, men ægteskab kom ikke på tale, og hun blev i stedet etableret som modehandlerske i København. I 1842 blev hun afskediget fra Det Kongelige Teater med pension.

Grevinde Danners søn med Carl Berling, Frederik Carl Christian Louis Berling, var født uden for ægteskab den 5. juni 1841.^[3] Ved sønnens bryllup med Camilla Augusta Traboldt i Trinitatis Kirke 6. maj 1876 er han opført som "landmand Christian Charles Jacobsen, Adelgade 17".^[4] Han fik efternavnet Jacobsen efter plejemoderen Ane Jacobsen.^[5] Det fortælles, at grundlovsdag blev fastlagt til 5. juni efter ønske fra kong Frederik VII og hans senere hustru Louise Rasmussen, Grevinde Danner, idet den 5. juni så blev flagdag, når grundlovsdagen blev lagt på denne dato. (Afgørende beviser for påstanden om datosammenhængen er ikke fundet).^[6][7][5] Men Louise og Frederik VII blev først gift året efter, i 1850. Grevinde Danners søn blev godsejer på Weybread Hall i Suffolk i England. Han døde 67 år gammel ved en trafikulykke. Hun skal ikke have haft andre børn end ham.

Gennem Carl Berling kom Louise Rasmussen i 1830’erne i kontakt med den daværende kronprins Frederik (senere Frederik 7.), som i en periode var forvist til Fredericia. Forbindelsen bestod gennem 1840’erne, og ved tronbestigelsen i 1848 gjorde Frederik 7. straks Berling til sin privatsekretær og installerede samtidig Louise Rasmussen på slottet under navnet fru Danner.^[2]

Det er veldokumenteret, at både Louise Danner og Carl Berling forholdt sig mere positivt til de martsbegivenheder i 1848, der førte til regeringsskifte og kongens opgivelse af enevælden, end den i øvrigt politisk uerfarne konge selv gjorde. Det antages endvidere, at det i væsentlig grad var Danner og Berling, der tilskyndede en tøvende konge til at underskrive Junigrundloven i 1849 på et tidspunkt, hvor en reaktion mod de demokratiske bevægelser var under fremvækst i Europa.^[2]

Allerede ved tronbestigelsen tilkendegav Frederik 7. et ønske om at indgå ægteskab med Louise Rasmussen. Regeringen søgte i første omgang at hindre dette, dels fordi kongens to tidligere ægteskaber havde været barnløse og tronfølgen derfor ikke var endeligt sikret, dels fordi eventuelle børn af et sådant ægteskab ikke ville være arveberettigede. På dette tidspunkt var Louise Danner blevet tildelt baronessetitel, og kongen fastholdt sit pres for at opnå tilladelse til ægteskab. Premierminister A.W. Moltke modsatte sig imidlertid af hensyn til Danmarks internationale omdømme, navnlig over for stormagterne.^[2]

Den 7. august 1850 handlede Frederik 7. og Louise Danner uden om ministeriet og foranledigede, at Sjællands biskop, J.P. Mynster, i al hemmelighed viede dem i Frederiksborg Slotskirke. Kongens popularitet var blevet så stor som følge af gennemførelsen af junigrundloven, at han satte sin vilje igennem, og i øvrigt vejede hensynet til parrets forhold tungere end de politiske betænkeligheder. Ved kongelig resolution af 8. august 1850 blev Louise Rasmussen ophøjet til lensgrevinde af Danner. Ægteskabet var morganatisk (venstrehåndsægteskab), hvilket indebar, at eventuelle børn ikke ville opnå arveret til tronen.

Frederik 7. var tidligere gift med Vilhelmine, som var datter af Frederik 6., og med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Begge ægteskaber blev opløst ved skilsmisse. Ingen af de standsmæssige ægtefæller synes at have haft samme viljestyrke som grevinde Danner, der kunne styre kongen.

Offentliggørelsen af ægteskabet udløste betydelig forargelse i det højere borgerskab og aristokratiet, en reaktion, der aldrig fortog sig. Grevinde Danner var udsat for chikane på forskellig vis, og der tegnede sig en markant kulturel og politisk skillelinje: På den ene side stod De Nationalliberale, personificeret ved C.G. Andræ og A.F. Krieger, støttet af samtidens kulturelle parnas med Johan Ludvig Heiberg og Johanne Louise Heiberg, der tog udtalt afstand fra grevinden; på den anden side stod Bondevennerne ved Balthazar Christensen og A.F. Tscherning, støttet af brede folkelige lag, som accepterede Frederik 7.s beslutning og ægteskabet som et udtryk for kongens vilje.^[2]

Grevinde Danner arbejdede med vedholdenhed for at opnå anerkendelse som dronning, uden at dette lykkedes. Som led i denne anerkendelseskamp greb hun ved flere lejligheder ind i det politiske liv til fordel for Bondevennerne og en mere moderne demokratiforståelse i opposition til De Nationalliberales elitære holdninger. Regeringen C.E. Rotwitt 1859–60 blev formentlig dannet i overensstemmelse med hendes ønske, angiveligt med det formål at svække C.C. Hall mest muligt. Blandt De Nationalliberales ledende skikkelser fremhæves D.G. Monrad som den eneste, der med relativ sindsro forholdt sig til det højere hoflivs egenskaber og de spændinger, grevindens position udløste.^[2]

C.E. Rotwitts regering blev mødt af uroligheder i København, herunder den såkaldte Nytårsrevolt, der efter de foreliggende beskrivelser var iscenesat af borgerskabet, som ikke selv deltog aktivt i gadekampene, men hvor der blev kastet sten mod Christiansborgs ruder og porte. I samme periode brændte Frederiksborg Slot i Hillerød, som havde en særlig betydning for kongen. Under branden blev Berling livsfarligt kvæstet og trak sig tilbage i en nærmest invalideret tilstand; omtrent samtidig døde Rotwitt af et hjerteanfald. Tilsammen svækkede disse begivenheder grevinde Danners politiske position i en sådan grad, at hun trådte i baggrunden og herefter primært støttede den politisk vaklende konge i de idéer, han fremførte, idéer, der ikke nødvendigvis var så uoverlagte, som samtidige kommentatorer og dele af den senere historieskrivning ofte har hævdet.^[2]

I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold der. Efter kongens død i 1863 levede grevinde Danner et tilbagetrukket liv, og gled gradvist ud af den offentlige bevidsthed og tilbragte en betydelig del af tiden i udlandet. Hun ejede også Rudbjerggaard og Grevinde Danners Palæ i Skodsborg.

Hun testamenterede Jægerspris Slot "til gavn for fattige og efterladte piger". Efter hendes død blev der etableret børnehjemsbygninger nær slottet. Herudover oprettede hun i 1873 "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden". Et hus, som stod færdigt i 1875, blev senere kendt som Dannerhuset.

Grevinde Danner døde i 1874 og blev begravet i slotshaven til Jægerspris Slot, hvor hendes marmorkiste kan ses i gravhøjen, som er åben i siden.

• Dansk Biografisk Leksikons 2. udgave (bind 5, 1934), forfattet af Robert Neiiendam, og Louise_Rasmussen 3. udgave (1979-84, indgår i SDE)
• Grevinde Danner i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk
• Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
• Koch, Louise Langhoff (2021). Kongernes kvinder. Dronninger, elskerinder, friller og maitresser i den danske kongerække fra Christian 1. til i dag. Muusmanns forlag. ISBN 9788794155564.
• Thorsøe, Alexander (1890). "Danner, Louise Christine Grevinde". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. IV. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 179-182.
• Jægerspris Slot og Kong Frederik den syvendes Stiftelse af Roar Skovmand, 1974
• Stiftelsestøser – Kongebørn, af Lis Petersen, 1987
• Grevinde Danner – en oprørsk kvinde af Morten Meisner, 1990
• Grevinden af Bodil Wamberg, 2004
• Kvinderummet. Dannerhuset som kvindepolitisk forum og krisecenter af Britta M. Lindqvist, Kari Helene Partapuoli og Lea Holst Spenceley, 2004. Se også hjemmeside om bogen Arkiveret 18. november 2005 hos Wayback Machine
• Louise længe leve af Maria Helleberg. 1993.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Grevinde Danner