I 2011 fik Coster-Waldau rollen som Jamie Lannister i HBO-serien Game of Thrones. Rollen har gjort Coster-Waldau til et kendt ansigt i mange lande, og han var i 2017 en af verdens bedst betalte skuespillere på tv.[3] For sin rolle som Jaime Lannister blev Coster-Waldau flere gange Emmy Award-nomineret.
Waldau har siden 1997 været gift med skuespiller og sanger Nukâka Coster-Waldau.
Barn- og ungdom
Nikolaj Coster-Waldau er vokset op i Tybjerg på Sydsjælland.
Han har to ældre søskende. Hans forældre nåede at blive skilt og gift igen, mens han var barn. De blev skilt igen senere, da han var flyttet hjemmefra. Hans mor arbejdede som overbibliotekar på Glumsø Hovedbibliotek,og hans far arbejdede delvist i Grønland og var derfor en del væk hjemmefra. Faderen var desuden alkoholiker og skyld i meget af det kaos, som Coster-Waldau følte, der var i hans barndomshjem.[4]
Gennem hele sin barndom var Coster-Waldau en dagdrømmer. Han kunne bruge timevis på at søge ind i sin egen verden og følte sig altid lidt udenfor, på trods af at han dog havde venner. Han led af ekstrem generthed, noget han selv mener skuespillet har hjulpet ham med at overvinde. Selvom ingen rigtigt troede på hans drømme, havde han selv en indre tro på, at han kunne blive skuespiller, så efter sin studentereksamen fra Næstved Gymnasium flyttede han til København og begyndte at tage dramaundervisning.[4]
Det lykkedes ham at komme med i en række engelsksprogede film, deriblandt krigsfilmen Black Hawk Down fra 2001 instrueret af den fremtrædende instruktør Ridley Scott. For at kunne udfylde rollen som soldat i filmen måtte Coster-Waldau først igennem et hårdt træningsprogram i det amerikanske Fort Bragg i North Carolina.[5]
Med hovedrollen som John Amsterdam i Fox' politiserie New Amsterdam i 2008 fik han for alvor et gennembrud på amerikansk tv. Serien blev dog ikke den helt store succes, man havde forventet, men mange fik øjnene op for den danske hovedperson. Han fik ros for at spille overbevisende og tale amerikansk uden dansk accent.[4]
Han har været hovedpersonen i en af SAS' reklamefilm.
Han har vundet Søren Bregendal Prisen for både sin rolle som Sune i Den gode strømer og for rollen som Thomas i Himmerland.
I årene 2011-2019 havde han en af hovedrollerne i den populære tv-serie Game of Thrones som Jaime Lannister. Serien er baseret på George R. R. Martins storsælgende fantasy-romanserie A Song of Ice and Fire. For rollen som Jamie Lannister er Waldau blevet nomineret til en lang række priser, herunder Emmy Award, Screen Actors Guild Award, Critics' Choice Television Award[6], Saturn Award[7] og People's Choice Award[8].
Den fremtrædende rolle i Game of Thrones medførte, at Coster-Waldau var en af de ti medvirkende, der i 2018 blev portrætteret på et frimærke i Storbritannien.[9]
Han medvirker desuden i science fiction-filmen Oblivion. Han medvirkede også i gyseren "Mama" (2013).
Privatliv
Coster-Waldau har siden 1998 været gift med den grønlandske skuespiller, sangerinde og model Nukâka Coster-Waldau, med hvem han har to døtre. Nikolaj Coster-Waldau er goodwill-ambassadør for FN med fokus på FN's bæredygtige udviklingsmål og rettigheder for kvinder og piger[10].