Se og Hør er et dansk ugeblad, der udgives af forlagskoncernen Aller Media.[1] Indholdet har fra begyndelsen været præget af underholdningsbegivenheder og de kendte fra især medieverdenen, herunder privatlivs- og sladderstof.
Se og Hør udkom første gang i 1940 under navnet Det Ny Radioblad.[2] I 1953 skiftede bladet navn til Se og Hør. Bladet begyndte nemlig at bringe udsendelsesoversigter fra det nystartede store medie, fjernsynet. Se og Hør var tidligere det største billedugeblad på det danske marked. I sin storhedsperiode op igennem 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne solgte Se og Hør op mod 350.000 eksemplarer hver uge under ledelse af daværende chefredaktør Mogens E. Pedersen.[3]
I 2014 kom det til offentlighedens kendskab, at Se og Hør havde betalt en IBM-systemoperatør, som arbejdede hos PBS/Nets, for at have udleveret kreditkortoplysninger om offentligt kendte danskere i perioden 2008-2012. Oplysningerne blev anvendt til artikler i Se og Hør.
Den 29. april2014 udgav forlaget Bogkompagniet romanen Livet, det forbandede skrevet af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen.[kilde mangler] I romanen beskrives et ugeblad "Set og Hørt", der minder en del om Se og Hør, ligesom det beskrives, hvorledes "Set og Hørt" benytter sig af ulovligt indkøbte oplysninger om kendtes brug af kreditkort.[kilde mangler] Dagbladet B.T. skrev i en række artikler, at oplysningerne om indkøb af sådanne kreditkortoplysninger også foregik på Se og Hør i en flereårig periode, hvorfor udgivelsen af romanen rejste en mediestorm. Aller Press og Se og Hør har benægtet at være bekendt med en sådan praksis i Se og Hør.[12]