Johannes Holbek tegnede en tid for København og for Politiken, men forblev en perifer kunstner. Hans arbejder blev afvist både af Charlottenborg og af Den frie Udstilling.
Stil og værker
Holbek blev en af vore mest kompromisløse symbolistiske malere og forener i sin korte produktion, der både er billedlig og litterær, billede og tekst, ånd og linje. Som andre symbolister søgte han en syntese af ånd og kunstnerisk vision, og hans indsats var præget af lige dele idealisme og religiøst livssyn.
Tydeligst kom Holbeks vision til udtryk i tekst og tegninger i to publikationer Omkring Midlet (I-III, 1899) og Dekadent Barbari, udgivet posthumt af vennen Jens Lund. I sidstnævnte optræder en symbolistisk fortælling, "Tama Rex", som Holbek forfattede allerede som tyveårig. Fortællingerne består dog mest af satirisk-anekdotiske tegninger, der kan opfattes som et stadium mellem Fritz Jürgensen og Robert Storm Petersen.
Holbek er repræsenteret i Den Kongelige Kobberstiksamling og Designmuseum Danmark, men især i Museum Jorn, Silkeborg, eftersom Asger Jorn var med til at henlede opmærksomheden på Holbeks værk.