Theodor Zeilau var søn af sadelmagermester J.C. Zeilau, gik i Petri tyske Kirkeskole og gjorde tjeneste i Hof- og Stadsrettens kontor, mens han forberedte sig til studentereksamen. 1848 var han frivillig i Treårskrigen, var med i slaget ved Slesvig by og blev i oktober løjtnant og Dannebrogsmand. Han deltog 1849-50 i forskellige slag og blev 1849 ansat i linjen. 1857 udgav han bogen De dansk-tydske Differentser fra 1850-52. Aktstykker og Bemærkninger.
Zeilau var på et tidspunkt udstationeret på Fyn, hvor han boede i Vindinge. Han stillede op i Faaborgkredsen som kandidat til Folketinget ved valget22. september1869 som udfordrer til Michael Pedersen. Pedersen blev slået og Zeilau vandt, men valgdeltagelsen havde været yderst ringe – kun 27,7 pct. – hvorfor man ikke regnede med, at Zeilau havde chancer for vedblivende at holde kredsen overfor Michael Pedersen, når denne igen fik vælgerne samlet. Det holdt stik: Allerede ved næste valg20. september1872 mødte 48,3 pct af vælgerne på grund af nye politiske begivenheder, og Zeilau måtte se sig slået af veteranen Pedersen, der generobrede mandatet. Senere blev Zeilau udstationeret i Nyborg.
[Carl Frederik] Theodor Zeilau, Fox-Expeditionen i Aaret 1860 over Færøerne, Island og Grønland, med Oplysninger om Muligheden af et nordatlantisk Telegraf-Anlæg, København: Fr. Wøldikes Forlagsboghandel 1861. Digital version hos Google Books