De oprindeligt kontraherende stater havde alle i 1951 tilsluttet sig Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), hvor staterne på kul- og stålområderne havde opgivet dele af deres suverænitet ved at tildele væsentlige beføjelser til en institution, der var uafhængig af medlemsstaterne, og som kunne træffe bindende beslutninger på grundlag af flertalsafgørelser. Erfaringerne fra dette samarbejde havde givet staterne ønske om at udvide samarbejdet på øvrige økonomiske områder og om en fredelig udnyttelse af atomkraften.
Formålet med traktaterne var at opnå en øget integration af medlemsstaternes økonomier (fællesmarkedet). Rom-traktaten fastlægger samarbejdets formelle rammer og samarbejdets institutioner samt de grundlæggende principper for samarbejdet, herunder princippet om de fire friheder.
Rom-traktaten er den grundlæggende traktat i EU-samarbejdet og er således tiltrådt af alle lande, som har sluttet sig til EF og Den Europæiske Union (EU).
