I familien blev hun kaldt Minnie ligesom sin fasterKejserinde Dagmar af Rusland. Hun og Dagmars ældste datter, storfyrstinde Xenia Alexandrovna af Rusland, var i deres ungdom tæt knyttet, og de blev siden gift med to brødre.
Maria var meget patriotisk. Hun udtalte, at hun ikke ville gifte sig, hvis det indebar, at hun måtte forlade Grækenland. Hendes far nægtede dog at lade hende gifte sig med en græker og dermed borgerligt.
Maria giftede sig dermed ind i sin moders familie, huset Romanov, og fulgte sin søster, Alexandra, der ligeledes var blevet gift ind i den russiske kejserfamilie. Storfyrst Georg var en fætter til dronning Olga og til Alexandras mand, storfyrst Pavel Alexandrovitj af Rusland.
Brylluppet stod mod sædvanen ikke i Rusland men på Korfu i Grækenland. Ligeledes mod sædvanen fik hun lov til at forblive arveberettiget til den græske trone, hvilket hun havde insisteret på.
Maria havde aldrig været forelsket i sin mand, og med tiden gled parret mere og mere fra hinanden, ligesom Maria ikke brød sig specielt om Rusland. Maria brugte døtrenes dårlige helbred som undskyldning til at opholde sig i længere perioder udenfor Rusland, og uden følgeskab af sin mand.
Maria var i England, da Første Verdenskrig brød ud, og hun besluttede sig for ikke med det samme at rejse tilbage til Rusland som de andre russiske kejserlige, der befandt sig i udlandet.
Senere blev det for risikabelt at rejse, og hun blev sammen med døtrene i England under hele krigen. Maria og døtrene genså aldrig storfyrst Georg.
Under Den Russiske Revolution blev hendes mand fængslet. Maria forsøgte at få ham løsladt, men han blev skudt sammen med tre andre storfyrster i 1919.
Senere liv
I 1922 blev hun gift for anden gang. Hendes ægtemand var den græske borgerligt fødte admiralPerikles Ioannidis (1881– 1965). Brylluppet stod i WiesbadenTyskland. De skulle efter sigende have mødt hinanden, da Maria vendte hjem til Grækenland efter familiens eksil i 1920. Perikles var kaptajn på det skib, som hun var om bord på.
Maria udgav senere sine erindringer, der blev en bestseller. Hun døde i 1940 i Athen midt under den Græsk-italienske krig.
Litteratur
Bramsen, Bo (1993), Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt., vol. 2 (2 udgave), København: Forum, ISBN87-553-1843-6