Halfdan var blandt pionererne, der tilbage i midten af 80'erne begyndte at eksperimentere med sampling og elektronisk musik. I tråd med dette indledte Halfdan sit samarbejde med forfatteren og lyrikeren Dan Turèll. Samarbejdet afstedkom de to anmelderroste udgivelser Pas på Pengene (1993) og Glad i Åbningstiden (1996) samt julesangen "Jul Igen", der er at finde på NOW Christmas 2008.
Han arbejder stadig med pop- og rockmusik, men hans rolle har ændret sig fra bassist til producer, når han samarbejder med store danske navne såsom TV2, Tobias Trier og Peter Belli.
Han medvirkede i børneprogrammet Skrål på DR1, hvor forskellige børn besøgte ham i hans studie, og de producerede en sang sammen.
I de senere år har rollen som filmkomponist domineret hans professionelle virke. Særligt optaget er han af mødet mellem det konventionelle orkesterpartitur og brugen af alternative instrumenter og lydeffekter. I 2012 lavede Halfdan E en ny kendingsmelodi til DSB på fire toner til afløsning af Niels Viggo Bentzon på tre toner fra starten af 1980'erne.[3]
Halfdan har indtil videre vundet tre Robert-priser og været nomineret fem gange samt to Danish Music Awards og været nomineret fire gange.