Dølle, indtil 2023 Døllefjelde-Musse Marked, er et kræmmermarked i Døllefjelde Sogn på Østlolland, der bliver afholdt i første weekend af maj. Indtil 2023 fandt markedet sted i Store bededagsferien. Markedet er blevet afholdt siden 1980 af Døllefjelde-Musse Markedsforening. Markedet besøges af over 100.000 mennesker og skaber ofte lange bilkøer til markedet.[1][2] Markedet drives af frivillige.[3][4]
Historie
Den første gang i 1980, hvor der kom omkring 30.000 mennesker til de 56 boder. Markedet dækkede et areal på 2 tønder land. 30.000 gæster besøgte markedet, som få år senere havde et stabilt besøgstal på omkring 100.000 besøgende hvert år.[1] En popsang med samme navn medvirkede til at gøre markedet populært.[5][6]
I 2001 blev markedet kåret som det bedst organiserede kræmmermarked i landet.[1]
I 2004 havde markedet sit hidtil største overskud på omkring 1,9 million kr. Overskuddet bliver delt ud til forskellige lokale foreninger.[7][8]
I 2012 blev tre unge fundet bevidstløse efter de havde indtaget en blå drik, der var en blanding af fælgrens og kaustisk soda, der skulle minde om stoffet fantasy.[9][10]
I 2014 havde markedet omkring 700 stader.[11] I august samme år gik formanden Ole Ottosen af efter at have siddet på posten siden markedets begyndelse i 1980. Leif Chortzen erstattede Ottosen.[12]
Mellem 1998 og 2016[13] fandtes et lejlighedsvist trinbræt, som betjentes under markedet. DSB kørte med pendultog fra/til Nykøbing Falster gæster til og fra markedet. 2016 blev sidste år med tog, derefter blev trinbrættet nedlagt grundet ombygning af banen.[13]
Under markedet i 2022 blev en 32-årig mand stukket ihjel.[14][15]
Da Mette Frederiksens regering besluttede at fjerne Store Bededag i 2023, meldte markedet ud, at fremtidige markeder ville blive ramt, og at det var vanskeligt at flytte, da andre markeder i landet havde planlagt sig omkring Døllefjelde-Musse Marked.[16][17] I april meldte arrangørerne ud, at markedet i fremtiden ville blive afholdt torsdag til søndag første weekend i maj, så det stadig foregik over fire dage som hidtil.[18] I november 2023 meddelte markedet, at det i forbindelse med flytningen for tidspunktet også officielt ville ændre markedets navn fra "Døllefjelde-Musse Marked" til det kortere "Dølle", som i forvejen var meget udbredt som markedets uformelle kaldenavn.[19]
Begivenheder
På markedet kommer flere hundrede kræmmere og sælger deres ting. Der er madboder, øltelt og tivoli.
Derudover bliver der afholdt en traditionsrig damefrokost,[22][23] som er meget populær blandt lokalbefolkningen. Damefrokosten samler normalt 1300 kvinder, der alle er iført hat.[1][24] Udover mad er der musikalsk underholdning og mandestrip.[1] I 2020 slog man på grund af damefrokostens 20 års jubilæum rekord med 1.800 solgte billetter, og frokosten bliver ofte udsolgt på ganske få minutter.[11][25][26] Der afholdes ligeledes en herrefrokost for mænd, hvor der serveres stegt flæsk med persillesovs, og der er topløs betjening. Herrefrokosten bliver dog ikke udsolgt med samme hast som damefrokosten.[27][28]