Danmark deltog i sommer-OL 1936 i Berlin, Tyskland med 121 atleter, 105 mænd og 16 kvinder. For andet OL i træk vandt Danmark ingen guldmedaljer, men to sølv- og tre bronzemedaljer.
Danmark havde meldt 2 boksere til hver af de otte vægtklasser, men der stillede kun én bokser op for hver vægtklasse. Tvillingerne Kaj og Viggo Frederiksen deltog begge i bokseturneringen.
Kaj Frederiksen deltog i fluevægt, hvor han vandt sin første kamp mod Ferdinand Ciatti fra Luxembourg. I den næste kamp tabte han dog til den senere sølvvinder italieneren Gavino Matta.
Viggo Frederiksen deltog i bantamvægt, men tabte sin første kamp til Oscar de Larrazábal fra Filippinerne.
Sigfred Madsen deltog i fjervægt, men tabte sin første kamp til Dezső Frigyes fra Ungarn.
Poul Kops deltog i letvægt, hvor han besejrede nordmanden Ragnar Haugen og Lidoro Oliver fra Argentina. I semifinalen tabte Kops dog til den senere guldvinder Imre Harangi fra Ungarn. Kops stillede ikke op til kampen om bronzemedaljen mod svenskeren Erik Ågren og fik derfor ikke medlje.
Gerhard Pedersen deltog i weltervægt, hvor han besejrede chileneren Enrique Giaverini i turneringens første runde. Pedersen vandt herefter over Rudolf Andreassen fra Norge og Raúl Rodríguez fra Argentina, men tabte til den senere guldvinder fra Finland Sten Suvio. I bronzekampen vandt Pedersen over franskmanden Roger Tritz.
Gunnar Andreasen deltog i mellemvægt, men tabte den første kamp til Tin Dekkers fra Holland.
Børge Holm deltog i letsværvægt, hvor han i første runde af turneringen besejrede østrigeren Paul Schweifer. I anden runde pointbesejrede han hollænderen Wim Fock, men i kvartfinalen tabte Holm til den senere guldvinder, franskmanden Roger Michelot.
Danmarks hockeylandshold var rimeligt kvalificeret til at deltage. Der var dog, af politiske grunde, ikke udelt begejstring for tanken om at deltage. Men Danmark deltog og tabte i indledende runde til Tyskland 0-6 og spillede 6-6 mod Afghanistan.[1] I placeringskampene om pladserne 5-11 tabte holdet til Schweiz 1-5 og til Japan 1-4,[2] hvilket samlet indbragte en delt syvendeplads blandt de 11 hold.[3]
Mange lande protesterede mod, at de olympiske lege blev afholdt i nazisternes Tyskland, fordi den tyske jødepolitik var velkendt. USA var tæt på at boykotte legene, men deltog alligevel. En del enkeltpersoner boykottede dog legene. De fleste var jødiske idrætsudøvere fra forskellige hold verden over. Formelt havde jøder adgang til legene, men i 1935 var de såkaldte Nürnberglove blevet indført, der diskriminerede jøder og udelukkede dem fra tyske sportsklubber.[4]
Kun en lille flok af dansk-jødiske idrætsfolk blev hjemme i protest.