Carit har UEFAs højeste træneruddannelse, UEFA Pro licens, hvilket giver ham mulighed for at træne klubhold på højeste internationale niveau - såvel som landshold.
Han var i tre år cheftræner på U-liga hold i FC Nordsjælland, ansvarlig for U16 projektet, og nåede også at arbejde som analyzer og scout for FC Nordsjællands Superligahold.
Carit Falch var herefter 3 år i HB Køge, hvor han både var U-Liga træner, uddannelseschef samt talentchef og A+ træner.[1]
Carit Falch stoppede i 2014 i HB Køge, for at blive cheftræner i Brønshøj Boldklub,[2]
På trods af en kvartfinale i pokalturneringen og en ubesejret stime på ti kampe i ligaen valgte Carit Falch at stoppe samarbejdet med Brønshøj Boldklub, den 8. april 2015.[3] I juli 2015 blev han ansat som teknisk direktør i FC Helsingør.[4]
I februar 2017, forlod Falch FC Helsingør for at blive landstræner for Litauens U/21-fodboldlandshold.[5] I 2018 vandt Falch og Litauen det Baltiske Mesterskab for første gang i 8 år.
I november 2018 blev Falch ansat som ny cheftræner for den cypriotiske premier league klub Enosis Neon Paralimni FC[6] I 2019 nåede Enosis Paralimni for første gang i 17 år semifinalen i den cypriotiske pokalturnering, hvor holdet knebent blev slået ud af mestrene fra APOEL Nicosia efter 0:1 ude og 2:2 hjemme.[7]
Carit Falch startede 1. juli 2020 som træner for Lyngby Boldklubs U/19-hold, og i november samme år overtog han midlertidigt ansvaret for klubbens Superligahold, idet cheftræneren blev sygemeldt. Den 21. december 2020 blev Carit Falch fast cheftræner og i foråret 2021 var Lyngby Boldklub et af Superligaens mest formstærke hold, og samlede 22 point.
Vejle Boldklub købte Carit Falch fri af kontrakten i Lyngby Boldklub d. 8. juni 2021. Falch og Vejle Boldklub skulle sammen sikre overlevelse i Superligaen og samtidig bygge et nyt hold og et nyt offensivt spillekoncept samt bringe 1.hold og akademi tættere sammen.[8]
Samarbejdet varede dog ikke længe, da Falch blev fyret af Vejle Boldklub d. 17. august 2021 efter 5 Superliga kampe, pga manglende resultater og uenighed om strategien.[9]
Den 5. januar 2023 blev Falch præsenteret som ny træner for 1. divisions-klubben Fremad Amager.[10] I marts 2024 fik Falch et ildebefindende og blev sygemeldt på ubestemt tid. Den 26. marts 2024 besluttede klubben at erstatte ham på cheftrænerposten.[11]