Herredet omgives mod nord og nordøst af Lynge-Frederiksborg Herred og Lynge-Kronborg Herred, mod sydøst og syd af det tidligere Københavns Amt (Smørum Herred og Sømme Herred), fra hvilket sidste det skilles ved Værebro Å, og mod vest af Roskilde Fjord.
I verdslig henseende hørte de 3 østlige sogne (Slagslunde, Ganløse og Farum) tidligere til 8. retskreds (daværende Hillerød købstad med Frederiksborg Birk) med tingsted og dommer i Hillerød, og til 7. politikreds i Hillerød; de 4 vestlige sogne (Snostrup, Ø., Stenløse og Veksø) derimod til 10. retskreds (daværende Frederikssund købstad og Horns Herred med Frederiksværk købstad og Halsnæs Birk) med tingsted og dommer i Frederikssund, og til 8. politikreds i Frederiksværk.
Historie
Herredet hørte i middelalderen til SjællandsØstersyssel og hed oprindelig Jurlunde, senere Jørlunde Herred, efter Jurlunde ɔ: Hjørlunde Sogn (Jørlunde Sogn), og Græse Mølleå dannede herredets nordgrænse, men da Udesundby og Oppesundby samt Hjørlunde Sogn i 1562 lagdes ind under Lynge-Frederiksborg Herred, fik Ølstykke Herred sit nuværende navn. De tre østligste sogne, Slagslunde, Ganløse og Farum, hørte i det 18. århundrede til Københavns Amt, indtil hele det nuværende herred samledes under Frederiksborg Amt i år 1800. Ølstykke, eller Jørlunde, samt Strø Herred og Lynge Herred var i middelalderen og endnu længe efter reformationen sammenlagte til een (vistnok oprindelig gejstlig) jurisdiktion: Try Herred (Trygghæhæreth ɔ: de 3 herreder).