Vedbend (Hedera helix), også kaldet almindelig vedbend, er en stedsegrønlian, der vokser på muldbund i skove, krat og parker. Vækstformen er dels krybende, dels klatrende. Den klatrer ved hjælp af særlige klatrerødder på grenene. Hele planten, og også bærrene, er giftig. Den kendes også under det tyske navn Efeu.
Barken er brun med et lidt rødligt skær. Senere bliver den mørkegrå. Knopper og skud er filthårede. Knopperne er lysegrønne. Bladene er spredte, 3-5 lappede og helrandede. Bladnerverne ses som tydelige, hvide streger.
På blomstrende skud mangler lapperne. Her er bladene i stedet ovale og helrandede. Alle blade er mørkegrønne med en lysere underside. Blomsterne sidder samlet i kugleformede stande på særlige, oprette skud. Blomsterne er gulgrønne og ses i oktober-november. Frugterne er blåsorte bær, der modner hen på foråret, næste år.
'Arborea' er en stiklingeformeretklon af den voksne plante. Derfor har den smalle blade og blomster. Den udvikler sig til en busk og har ikke klatrerødder.