Symfonien – som vi kender den i dag – stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den er vokset ud fra den italienske ouverture (dvs. fransk for ‘åbning’, ‘indledning’) til en opera.
Johannes Brahms fortsatte med fire symfonier, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne voksede nu og blev til det centrale for mange orkestre, symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller var Anton Bruckner (ni symfonier), Antonín Dvořák (ni symfonier), Tjajkovskij (seks symfonier) og Camille Saint-Saëns (fem symfonier).
I det 20. århundrede fortsætter komponister som Sergej Rachmaninov, Carl Nielsen og Sjostakovitj med den traditionelle 4-satsede symfoni. Andre går nye veje, f.eks. Gustav Mahler med ti symfonier, der sprænger alle rammer, bl.a. i sin 3. symfoni med seks satser og med benyttelse af solister og kor. Også Jean Sibelius skiller sig ud med sin 7. symfoni, der kun er i en sats.
Udvalgte komponister
Joseph Haydn (1732-1809), en af de bedst kendte klassiske komponister skrev 109 symfonier
Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), ligeledes en af de bedst kendte – menes at have skrevet over 55 symfonier
Ludwig van Beethoven (1770-1827), menes at være den vigtigste komponist – skrev i alt 9 symfonier
Franz Schubert (1797-1828), skrev 9 symfonier, hvoraf en ufuldendt: den 7. ell. den 8. – "Den Ufuldendte"
Pjotr Iljitj Tjajkovskij (1840-1893), skrev 6 symfonier + en ufuldendt 7 Symfoni , og en Manfred symfoni.
Antonín Dvořák (1841-1904), skrev 9 symfonier, hvor den meste kendte er nr. 9: Fra den nye verden
Gustav Mahler (1860-1911), fuldendte ni store symfonier samt en ufuldendt 10'ende. Desuden benævner han sit værk "Das Lied von der Erde" (alt- & tenor-solo og orkester som en "Sinfonie"
