Symfoni

Noderne til åbningen af Beethovens 5. symfoni, Skæbnesymfonien

En symfoni er en betydelig komposition normalt opdelt i 3-4 satser for symfoniorkester, Ordet stammer fra det græske syn (sammen) og foni (stemme).

Symfoniorkesteret spiller andet end symfonier. Fx koncertmusik, ouverturer, symfoniske digte.

Historie

Symfonien – som vi kender den i dag – stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den er vokset ud fra den italienske ouverture (dvs. fransk for ‘åbning’, ‘indledning’) til en opera.

De tidligste symfonier bestod af tre satser med tre tempi: hurtig-langsom-hurtig. I slutningen af det 18. og gennem hele det 19. århundrede kom en 4. sats til (gerne en Scherzo). Komponisterne Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart var de førende symfonikere. De to store centre for symfonier er Wien og Mannheim (Mannheimskolen).

I det 19. århundrede skrev Ludwig van Beethoven symfonier, og komponister som Franz Schubert, Carl Maria von Weber (to symfonier), Robert Schumann (fire symfonier), Felix Mendelssohn (fem symfonier) og til dels Hector Berlioz og Franz Liszt er med i den "romantiske periode". De to sidste skrev næsten udelukkende symfoniske digte: ensatsede værker over et litterært tema, hvori de forsøgte at skildre en handling eller udvikling.

Johannes Brahms fortsatte med fire symfonier, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne voksede nu og blev til det centrale for mange orkestre, symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller var Anton Bruckner (ni symfonier), Antonín Dvořák (ni symfonier), Tjajkovskij (seks symfonier) og Camille Saint-Saëns (fem symfonier).

I det 20. århundrede fortsætter komponister som Sergej Rachmaninov, Carl Nielsen og Sjostakovitj med den traditionelle 4-satsede symfoni. Andre går nye veje, f.eks. Gustav Mahler med ti symfonier, der sprænger alle rammer, bl.a. i sin 3. symfoni med seks satser og med benyttelse af solister og kor. Også Jean Sibelius skiller sig ud med sin 7. symfoni, der kun er i en sats.

Udvalgte komponister

Se også