12-14 cm. Hovedet er trefarvet i rødt, hvidt og sort. Ryggen er nøddebrun, svingfjerene er sorte med en gul plet på midten af yderfanen. Halens styrefjer er sorte, men med hvide pletter på inderfanen af de yderste fjer. Overgumpen er hvid. Undersiden er hvidgrå med brunlige skygninger tværs over forbrystet og langs bugens sider. Der er ikke stor forskel på de to køn. Et kendetegn for hannen er helt sorte mellemste hånddækfjer, hvor hunnens tilsvarende fjer har et brunligt anstrøg. Ungfuglene er uden de voksne fugles markante hovedtegning. Det spidse og noget sammentrykte næb er grågult.[3]
Sangen består af vellydende triller og kvidrende fløjtetoner, der minder om grønsiskenens. Kaldet er et "tikke-lit".[3]
Føde
Stillitsen lever især af frø som den ved hjælp af sit spidse, sammentrykte næb kan tage ud af lukkede blomsterkurve som tidsler, burrer, knopurter, rølliker, gyldenris, brandbægere, brøndsler, skabiose, kartebolle og mange andre. I forsommeren fodres ungerne med insekter. Det spidse, sammentrykte næb er ikke egnet til at samle frø op fra jorden som det for eksempel er tilfældet med grøniriskens og bogfinkens næb.[3]
Rede og unger
Reden bygges af hunnen højt i et træ. Den består af mos, frøuld, hår, rodtrævler og edderkoppespind. Første kuldæg lægges i Danmark fra begyndelsen af maj og består af 4-6 hvidlige æg med brunlige pletter. De ruges af hunnen i 13-14 dage, mens den fodres af hannen. I Danmark ses oftest to kuld, så man så sent som i slutningen af juli kan se rugende stillitser. Ungerne fodres i den første tid med bladlus, mens de senere får opgylpede frø, der er opblødt i forældrenes kro. De forlader reden i en alder af 14-15 dage.[3]
Forekomst
I Danmark er stillitsen en ret almindelig ynglestandfugl og yngletrækfugl (marts-oktober). Den kan dog lokalt være sjældnere. Den yngler i åbent parkagtigt landskab, f.eks. i udkanten af skove, i alléer og haver. Arten findes desuden i de større byers industriområder, hvor der ofte er ukrudtsplanter. Den del af bestanden, der er trækfugle overvintrer i landene langs Nordsøen ned til Kanalegnene.[4]
Stillitsen er anvendt af en række kunstnere i forskellige sammenhænge. Antonio Vivaldi skrev Koncert i D-dur for fløjte med tilnavnet "Il Gardellino" (italiensk for stillits), hvor fløjten efterligner sangen fra fuglen. Carel Fabritius malede et billede af en stillits i 1654, og dette billede spiller en vigtig rolle i romanen Stillidsen (2013) af Donna Tartt.
,_%D0%9A%D1%80%D1%8B%D0%BB%D0%B0%D1%82%D1%81%D0%BA%D0%B8%D0%B5_%D1%85%D0%BE%D0%BB%D0%BC%D1%8B.jpg)
.jpg)
.jpg)
