Ring 3 er i hele sin længde 4-sporet med midterrabat og anlagt med hastighedsgrænser på 70 - 80 km/t. Vejen blev tidligere drevet af Københavns Amt, men delstrækningerne er ved kommunalreformen overgået til de enkelte kommuner. Efter at ansvaret for vejen er overgået til kommunerne har den regionale fremkommelighed været underordnet lokalpolitiske hensyn i forhold til trafikmængde og hastighed.
I forbindelse med anlæggelsen af den ny letbane vil to af kørebanerne i blandt andet Vallensbæk blive brudt op, og vejen gjort to sporet samtidig med, at hastighedsgrænsen i Vallensbæk nedsættes til 50 km/t fra de nuværende 70 km/t henholdsvis 80 km/t, da Vallensbæk ikke ønsker den regionale trafik i kommunen. Generelt vil letbanen medføre store hastighedsnedsættelser for biler, flere steder helt ned til 40 km/t.
Der er fra Ring 3 forbindelse til flere af Hovedstadens motorveje og store indfaldsveje. I 2008 havde ruten en årsdøgnstrafik mellem 12.900 (mellem Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen) og 31.600 motorkøretøjer (mellem Motorring 3 og Herlev Hovedgade).
Ring 3 forløber parallelt med motorvejen Motorring 3 i det meste af sin længde, og disse forveksles ofte, grundet de enslydende betegnelser.
Kollektiv trafik
I dag betjenes Ring 3 primært af buslinjerne 300S og 30E. Der havde i flere år været drøftet anlæg af en letbane i korridoren, og den 29. juni2011 indgik staten en samarbejdsaftale med 11 kommuner langs Ring 3 om rammerne for etablering af en letbane på strækningen Lundtofte-Ishøj (se Ring 3 Letbane).[1]