"Ramund" er en folkevise som kendes i mange forskellige udgaver på tværs af de nordiske lande. I sin mest kendte form er den formentlig af svensk oprindelse.
Sangen er inkluderet i Højskolesangbogen med titlen "Ramund var sig en bedre mand".[1]
Tidligste versioner
En af de ældste nedskrevne udgaver af teksten er fra 1761 og er optegnet af Torleiv Hannaas.[2]
Den blev udgivet 1812-1814 i Udvalgte danske Viser fra Middelalderen i sin fulde længde.
I Danmarks gamle Folkeviser, bind I, der blev udgivet 1853-54, findes en udgave af sangen på 30 vers, hvor han i stedet for Ramund hedder Ranild.[1]
Melodien findes også i flere varianter. Varianten fra Udvalgte danske Viser fra Middelalderen blev i 1869 arrangeret for klaver af A.P. Berggreen i Danske Folkesange og Melodier, i en version som er præget af samtidens klassiske musik, og her optræder teksten i den forkortede udgave som er den bedst kendte i dag.
Folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen optegnede visen i tre tekstvarianter og to melodivarianter som han udgav i Et hundrede gamle danske Skjæmteviser i 1903.[3]
Visen er formentlig først digtet efter middelalderen, og selvom figuren Ramund har enkelte ligheder med hovedpersonen i Romund Gripssøns saga, har handlingen i visen og sagaen ikke meget til fælles. Sagaen er først sent overleveret, men har formentlig et forlæg som kendtes allerede i 1100-1200-tallet.[4] En anden krigerfigur, Romund den Rå, nævnes desuden i Rolf Krakes saga som en del af Rolfs hird.[5]
Moderne versioner
Sangen blevet indspillet af en række bands og kunstnere
Tekst
Tekst som den står i Højskolesangbogen[1]
- Ramund var sig en bedre mand
- om han havde bedre klæder
- Dronningen gav hannem klæder på stand
- af blårgarn, bast og læder
- "Sådant vil jeg ikke ha", sagde Ramund.
- "Sådant står mig ikke bra", sagde Ramund hin unge
- Ramund gik sig ved salten søstrand,
- der så han syv jætter stande.
- "Tager jeg Ramund på min mindste hånd
- og kaster ham langt fra lande."
- "Det gør ikke ene du," sagde Ramund,
- "Komme må I alle syv," sagde Ramund den unge.
- Ramund tog til sit dyre sværd,
- det han kaldte Dymlingen røde.
- Hug han de jætter syv med en færd,
- at blodet randt dennem til døde.
- "Der ligger alle syv," sagde Ramund,
- "Alt står jeg her endnu," sagde Ramund den unge.
- Ramund ladede skibene syv
- med guld og med ædele stene.
- Sejled så over den sø så stiv,
- hen ind på kejserens lande.
- "Nu er vi komne her," sagde Ramund,
- "Nu har vi bedre lært," sagde Ramund den unge.
- Kejseren ud af vinduet så
- med angest og sorrigfuld mine:
- "Hvo er den mand, i gården mon stå
- og der så hæsselig grine?
- "Det er mig, jeg har lyst," sagde Ramund,
- "med dig at vov' en dyst," sagde Ramund den unge.
- "Kære Ramund! du lade mig leve,
- jeg så end aldrig din lige.
- Min yngste datter vil jeg dig give
- og halvparten af mit rige."
- "Det tar jeg, når jeg vil," sagde Ramund,
- "og så din datter til," sagde Ramund den unge.
- Ramund tog til sin store kniv,
- den han kaldte Dymlingen dyre.
- Skilte han kejseren ved hans liv,
- at hovedet fløj femten mile.
- "Jeg mente, den ej bed," sagde Ramund,
- "Dog rinder blodet ned," sagde Ramund den unge.
Se også
Referencer
Eksterne henvisninger
