Da Rom i 151 f.Kr. havde problemer i Spanien tilbød Scipio sin hjælp i håb om at kunne gentage sin adoptivbedstefars bedrifter. Det blev accepteret, og hans succes i Spanien udeblev ikke, hvilket var medvikende til, at han i 147 f.Kr. (under Tredje puniske krig) blev valgt til konsul. I 146 f.Kr. stod han bag belejringen, der førte til Karthagos ødelæggelse. Han vendte derfor hjem til Rom, hvor han fik en triumf og tilnavnet Africanus (præcis som hans adoptivbedstefar havde fået).
Efter krigen havde han en central position i det politiske liv, og var i 133 f.Kr. en af de største modstandere mod Graccherne, som ellers var brødre til hans kone Sempronia.
I senere romersk litteratur (især Polyb og Terents) fik han en plads som en stor statsmand.
