Karthago var en gammel by på den østlige side af søen Tunis i det nuværende Tunesien. Karthago var et af de vigtigste handelsknudepunkter i det antikke Middelhav og en af de mest velhavende byer i den antikke verden. Det var hovedstaden i civilisationen i det antikke Karthago og senere i det romerske Karthago.
Byen udviklede sig fra en fønikisk koloni til hovedstaden i et punisk imperium, som dominerede store dele af det sydvestlige Middelhav i løbet af det første årtusinde f.Kr.[1] Den legendariske dronning Elissa, Alyssa eller Dido – oprindeligt fra Tyrus – anses for at være grundlæggeren af byen,[2] selvom der er sat spørgsmålstegn ved hendes historicitet. I myten bad Dido om jord fra en lokal stamme, som fortalte hende, at hun kunne få lige så meget jord, som et okseskind kunne dække. Hun skar derpå okseskindet i strimler og dannede herudfra omkredsen af den nye by.[3] I takt med at Karthago oplevede intern fremgang, begyndte bystaten at kolonisere andre landområder.[4]
Den antikke by blev ødelagt i den næsten tre år lange belejring af Karthago af den romerske republik under den tredje puniske krig i 146 f.Kr. Den blev genudviklet og -opført et århundrede senere som det romerske Karthago, som blev den største by i RomerrigetsAfrika-provins. Spørgsmålet om karthagisk fald og undergang er forblevet et emne for litterære, politiske, kunstneriske og filosofiske debatter i både antikke og moderne historier.[4][5]
Senantikken og det middelalderlige Karthago fortsatte med at spille en vigtig kulturel og økonomisk rolle i den byzantinske periode. Byen blev plyndret og ødelagt af umayyadiske styrker efter slaget ved Karthago i 698 e.Kr. for at forhindre, at byen blev generobret af Det Byzantinske Rige.[6] Den forblev besat under den muslimske periode[7] og blev brugt som et fort af muslimerne indtil Hafsid-perioden, hvor den blev indtaget af korsfarerne, og dens indbyggere blev massakreret i forbindelse med det ottende korstog. Hafsiderne besluttede at ødelægge dens forsvarsværker, så byen ikke kunne bruges som en base af en fjendtlig magt igen.[8] Den fortsatte også med at fungere som bispesæde.
Den regionale magt var skiftet til Kairouan og Medinaen i Tunis i middelalderen, indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Karthago begyndte at udvikle sig til en kystnær forstad til Tunis – indlemmet som Karthago kommune 1919. Det arkæologiske område blev første gang undersøgt i 1830 af den danske konsul Christian Tuxen Falbe. Udgravninger blev udført i anden halvdel af det 19. århundrede af Charles Ernest Beulé og af Alfred Louis Delattre. Karthago National Museum blev grundlagt i 1875 af kardinal Charles Lavigerie. Udgravninger udført af franske arkæologer i 1920'erne tiltrak først en ekstraordinær mængde opmærksomhed på grund af de beviser, som de fremlagde for børneofring. Der har været betydelig uenighed blandt forskere om, hvorvidt børneofring blev praktiseret i det antikke Karthago.[9][10] Friluftsmuseet Karthago Paleo-Christian Museum har udstillinger udgravet under UNESCO-regi fra 1975 til 1984. Stedet for ruinerne er på UNESCO's Verdensarvsliste.[11]
Moderne rekonstruktion af det puniske Karthago. Den cirkulære havn ved fronten var den militære havn i Karthago, hvor alle Karthagos krigsskibe (Biremes) var forankret
Referencer
^Hitchner, R.; R. Talbert; S. Gillies; J. Åhlfeldt; R. Warner; J. Becker; T. Elliott. "Places: 314921 (Carthago)". Pleiades. Hentet 7. april 2013.
Polybius, The Histories, Cambridge: translated from the Latin by W.R. Paton for Harvard University Press from 1922 to 1927.
Polybius, "Rome at the End of the Punic Wars", History, 'Book VI', Milwaukee: translated from the Latin by Oliver J. Thatcher for University Research Extension Co. in 1907, arkiveret fra originalen 2007-02-05, hentet 2006-06-08.
Charles-Picard, Gibert; et al. (1958), La vie quotidienne à Carthage au temps d'Hannibal [Daily Life in Carthage in the Time of Hannibal], Paris: Hachette. (fransk)
Bath, Tony (1981), Hannibal's Campaigns, New York: Barnes & Noble Books.
Aubet, Maria Eugenia (1987), The Phoenicians and the West: Politics, Colonies, and Trade, Cambridge: Cambridge University Press.
Soren, David; et al. (1990), Carthage: Uncovering the Mysteries and Splendors of Ancient Tunisia, New York: Simon & Schuster.
Beschaouch, Azedine (1993), La légende de Carthage [The Legend of Carthage], Découvertes Gallimard, vol. 172, Paris: Gallimard. (fransk)
Raven, S. (2002), Rome in Africa, 3rd ed.
Lipinski, Edward (2004), Itineraria Phoenicia, Leuven: Uitgeverij Peeters en Department Oosterse Studies.
