Danmark Rundt 2024 (eller PostNord Danmark Rundt 2024 af sponsorårsager) var den 33. udgave af det danskeetapeløbDanmark Rundt. Cykelløbets fem etaper blev kørt fra 14. til 18. august2024. Første etape var et holdløb, der havde start og mål i Holstebro i anledning af byens 750 års jubilæum.[1] Det var første gang, at der skulle køres et holdløb i Danmark Rundt, og det var også årets eneste holdløb i et professionelt cykelløb på den internationale kalender.[2]
De deltagende hold, ruten og de fem etaper blev præsenteret den 20. februar 2024.[3] Løbet var en del af UCI ProSeries 2024.[4] Løbets sidste etape sluttede i Bagsværd.[3] Der deltog tre hold fra det øverste internationale lag, UCI World Teams, hvilket var det laveste antal siden løbet i 2019.
20 hold stillede til start med hver syv ryttere. Ud af de 133 startende fra 20 nationaliteter, var der 68 debutanter, hvor Tore Troelsen fra ColoQuick Cycling var den yngste og Jimmy Janssens fra Alpecin-Deceuninck den ældste. Det var tredje år i træk at det danske hold ColoQuick stillede med den yngste debutant.[5]Andrea Peron (Team Novo Nordisk) var med sin 10 deltagelse den rytter som havde stillet til start flest gange.[6]
Udover at være den yngste debutant, var Tore Troelsen med sine 19 år og 58 dage også løbets yngste rytter. Andrea Peron var den ældste med 35 år og 291 dage. Det var tredje år i træk at ColoQuick og Novo Nordisk stillede med den yngste og ældste rytter. Gennemsnitsalderen for alle startende var 25 år og 100 dage.[7]