Naiad fotograferet af Voyager 2 i 1989. Billedet er sløret pga. den lange eksponeringstid nødvendig så langt fra solen og pga. Voyager 2’s og månens hastighed. Grundet eksponeringstiden er månen mere langstrakt end i virkeligheden.
Naiad har en irregulær ("kartoffelformet") facon, og dens overflade viser ingen tegn på geologisk aktivitet. Den kredser så tæt omkring Neptun, at den fuldfører et omløb hurtigere end Neptun når at dreje sig én gang om sig selv. Konsekvensen er, at tidevandskræfterne tvinger Naiad til at kredse gradvis tættere og tættere på Neptun, indtil den engang i fremtiden enten dratter ned i Neptuns atmosfære eller sønderdeles og bliver til en planetring.