Mosepost er en lille, stedsegrøn busk med en halvkugleformet vækst. Grenene er kraftige og oprette med korte, stive sidegrene. Knopperne er spredte, men med en tydelig tendens til at sidde samlet nær spidsen af skuddet. De er brune og ægformede.
Bladene er lancetformede med indrullet rand. Oversiden er rynket og mørkegrøn, mens undersiden er rustrød af hårbeklædningen. Bladene lugter af bonevoks (!). Blomstringen sker i maj og juni, og den består af endestillede halvskærme. De enkelte blomster er hvide, og de dufter stærkt. Planten sætter jævnligt frø, som spirer villigt på de rette voksesteder.
Rodnettet er meget fint og højtliggende. Planten er helt afhængig af at få etableret kontakt med de rette mycorrhiza-svampe.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 0,75 m (10 x 10 cm/år).
Rhododendron diversipilosum 'Milky Way'. Sorten har tætte, halvrunde hoveder med flødehvide blomster. Planten er hårdfør og trives i vedvarende fugtig, porøs og sur jord i fuld sol eller let skygge.
^Wind, P. (2019), "Karplanter", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 20. januar 2020
^Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN87-02-11219-1.