Dueskabiose (Scabiosa columbaria), ofte skrevet due-skabiose, er en 25-60 cm høj, vildtvoksende urt, som kan findes på kalkrig bund på Øerne, men meget sjældent i resten af landet. Den dyrkes af og til som prydplante.
Beskrivelse
Dueskabiose er en flerårig, urteagtig plante med en spinkel, opstigende til opret vækst. Stænglerne er runde i tværsnit og flere gange forgrenede. De grundstillede blade er groft tandede til fjersnitdelte, mens de modsat stillede stængelblade er fjersnitdelte med linjeformede eller lancetformede bladafsnit. Bladene har behåring langs randen og bladribberne, men er ellers hårløse. Begge bladsider er grågrønne.
Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i flade, endestillede stande. De enkelte blomster har 5-fligede kroner, hvor randblomsterne er skævt udviklede, sådan at den udadvendende flig er særligt lang. Kronbladene er blålilla. Frugtstanden er kugleforment med nødder, der har et krogformet vedhæng.
Rodsystemet består af en kraftig, dybtgående pælerod og nogle grove siderødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,60 x 0,45 m (60 x 45 cm/år).