Frøken Jane Marple er ikke en typisk detektiv. Hun bor i landsbyen St. Mary Mead, hvor hun ved tilfældigheder rodes ind i det ene morddrama efter det andet. Hendes nysgerrighed, iagttagelsesevne og menneskekundskab fører hende frem til gådernes løsning, for, som hun gentager i flere af bøgerne, ”Den menneskelige natur er den samme overalt”.
Kendetegn
Frøken Marple er en ældre, spinkel kvinde, som udadtil kan virke svagelig, men alligevel viser overraskende fysisk form i flere tilfælde.[1] Hun lytter intensivt til landsbysladder og bidrager i visse tilfælde selv hertil, især i den første roman. En biografi betegner hende som "en skarptandet, gammel sladretaske" [2] Selv om hun bliver blidere med årene, hvor hun bruger sine evner til at forsvare "de uskyldige" mod overgreb, er det som regel hendes kendskab til ondskaben i den menneskelige natur, der fører hende på sporet af gerningsmanden. [3]
Opklaringsteknik
I begyndelsen af sin karriere viger hun ikke tilbage for at udspionere omgivelserne med en kikkert under dække af at interessere sig for ornitologi. Senere bruger hun i højere grad sin evne til at sammenligne dagligdags hændelser med begivenhederne i en mordsag. Ofte sker det ved, at hun erindrer en tilsvarende situation fra St. Mary Mead[4] Mange analyser af den klassiske engelske kriminalroman går ud fra, at detektivens opgave i sidste instans er at opretholde ro og orden i samfundet ved at udpege den skyldige, der har forstyrret idyllen.[5] Det er imidlertid en fejlagtig opfattelse, når Miss Marple er hovedpersonen. Hun er fuldt bevidst om, at kriminalitet hører til dagens orden, og selv om opgaven er at straffe den skyldige, skaber det ikke orden i samfundet. Mord, pengeafpresning, bedrageri mv. forekommer så hyppigt i de små landsbyer, hvor hun færdes, at det nærmest er en undtagelse at finde lovlydige borgere.[6]
Det er ligeledes typisk, at hun (og den politimand, hun ofte hjælper med opklaringen) sjældent finder beviser, der vil kunne overbevise en domstol, hvorfor hun ofte må sætte en fælde for gerningsmanden for at skaffe en tilståelse.[7]
I sin sidste sag, Hun døde ung, bevægede hun sig ind på Hercule Poirots speciale: at opklare et mord, begået mange år tidligere. Efter Poirots sidste sag, Tæppefalds store succes gav Christie tilladelse til at udgive Hun døde ung i løbet af 1975, men hun døde i januar1976, før bogen udkom.[8] Frøken Marple klarede sin sidste sag bedre end Poirot, da hun efter at have løst mysteriet i Hun døde ung vendte hjem til sit sædvanlige liv i St. Mary Mead.
^ Det kan forklare nogle uoverensstemmelser i forhold til resten af Miss Marple-serien – som for eksempel at oberst Arthur Bantry, der er gift med Miss Marples veninde, Dolly, stadig er i live og har det godt i "Hun døde ung" skrevet i 1940'erne, men udgivet i 1976, på trods af, at han i Det forstenede ansigt fra 1962 omtales som død. Det kan være, at Christie simpelthen ikke havde tid til at ændre manuskriptet, før hun døde.
Litteratur
Grella,George (1970): Murder and Manners: The Formal Detective Novel, Novel: A Forum on Fiction 4, s. 30–48.
Barnard, Robert (1980): A Talent to Decieve, Fontana/Collins
Osbourne, Charles (1982): The Life and Crimes of Agatha Christie,Collins (London)
