Byen har en købmand. Kragenæshus er et botilbud for mennesker med nedsat fysisk funktionsevne på grund af medfødte hjerneskader.[3]
Kragenæs er et turiststed. Syd for færgehavnen er der lystbådehavn, der er udvidet i 1993 og drives sammen med en campingplads.[4] 1 km syd for byen ligger monumentet Dodekalitten, der består af 12 stenstøtter med indbygget musik.[5]
I 1899 beskrives Kragenæs således: "Kragenæs med Havn (anlagt 1879, uddybet i de sidste Aar til omtr. 12 F.), hvorfra Færgefart til Fejø, Kro og Købmandsforretn.;"[6]
Jernbanen
Kragenæs havde station på Nakskov-Kragenæs Jernbane (1915-67). Som endestation havde Kragenæs drejeskive og en enkeltsporet remise. Oprindeligt havde stationen 4 spor, men et af dem blev reduceret til et stikspor.[7] Stationsbygningen er bevaret på Remisevej 4.
Kragenæs Kro
Den nuværende kro er bygget i starten af 1980'erne efter at den gamle brændte i en snestorm i vinteren 1978-79, som man på Lolland-Falster kalder "Snekrigen".[8] Branden var opstået i de elektriske installationer, og Brandvæsenet kunne ikke komme frem for sne.[9] Kroens café Udsigten ude på havnen er bygget i 2007 efter at det gamle træhus blev ødelagt af stormfloden i november 2006.