Slægten forekommer første gang med ridderen Heinrich Knuth (levede omkring 1234) i Robel i Mecklenburg. Stamrækken begynder med Ivan Knuth til Leizen og Priborn (levede 1492, døde før 1515). Fra ham nedstammer den mecklenburgske linje, der uddøde i 1832, og den endnu eksisterende danske linje.
Våbenskjold
En af tre grønne kløverblade omsat sort kedelkrog i sølvfelt, på hjelmen tre lignende blade, af hvert opstående en rød fane.
Historie
Greverne Knuth til Knuthenborgs våbenBaronerne Knuth til Christiandsdals våben
En ridder Heinricus Knut nævnes allerede omkring 1236. Tidligt havde slægtens medlemmer Priborn i forlening. Her til landet kom den med de to brødre Eggert Christopher Knuth (1643-1697) og Adam Levin Knuth (1648-1699). Den førstnævnte, som blev den danske slægts stamfader, var landråd og amtmand i Slesvig, senere tillige amtmand over Frederiksborg Amt, gehejmeråd og hvid ridder. Hans hustru, Søster Lerche (1658-1728), oprettede 19. april1714Grevskabet Knuthenborg for sønnen, den senere gehejmeråd og hvid ridderAdam Christopher von Knuth (1687-1736), der 2. marts samme år optoges i den danske lensgrevestand med følgende våben: Skjoldet firdelt med hjerteskjold, der viser slægtens ovennævnte mærker, 1. og 4. felt ved en sølvsparre tværdelt af blåt, hvori to seksoddede guldstjerner, og rødt, hvori tre sølvlærker (slægten Lerche), 2. felt tre gennem en krone stukne guldpile i purpur, 3. felt delt af sølv, hvori en halv guldbevæbnet sort ørn, fast på delingen, og sølv; tre grevekronede hjelme, den midterste prydet med slægtens eget hjelmtegn, den heraldisk højre med en sølv strudsefjer mellem to blå og yderst to guld, den venstre med to jernklædte arme, holdende kronen og pilene; skjoldholdere to vildmænd.
Denne, slægtens betydeligste mand, tog juridisk embedseksamen 1833, var derpaa 2 år på rejse i Europa sammen med C.C. Hall, hvorefter han 1837 tiltrådte det stærkt forgældede grevskab, som under hans fortrinlige ledelse atter blev bragt på fode. Han var den første, som – 1845 – fik bevilling til at bortarvefæste (fra 1849 tillige til at sælge) bøndergods fra len og benyttede denne ret på særdeles billige vilkår. Han sad 1844 og 1846 i Roskilde Stænderforsamling og sluttede sig her til det frisindede parti, blev 1847 amtmand over Sorø Amt, overdirektør for Sorø Akademi og medlem af direktionen for Universitetet og de lærde skoler. Det var Christian 8.s hensigt, at Knuth skulle have udført Grundtvigs plan om en stor folkelig højskole i Sorø, en plan, der bortfaldt ved kongens død. Efter A.W. Moltkes råd udnævntes Knuth til udenrigsminister i Martsministeriet, 36 år gammel, og modtog som sådan Storkorset. Fra 1851 beklædte han med megen dygtighed stillingen som forstander for Herlufsholm, var kongevalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, af Folketinget1852-53 og af Landstinget fra 1854. Hans tidlige død blev meget beklaget. Fra ham stammer grevskabets senere besiddere.
Den anden linjes stamfader, ovennævnte grev A.C. Knuths (død 1736) søn, senere oberstløjtnant,
kammerherre og hvid ridder, baron Christian Frederik Knuth (1728-1801), fik 2. august1743 patent som baron af baroniet Christiansdal med flg. våben: Skjoldet delt med friherrekronet hjerteskjold, der viser slægtens oprindelige mærker, 1. felt atter delt af de nævnte Lerche’ske mærker og guld, hvori en sort dobbeltørn, 2. felt ved et sekstindet tindesnit tværdelt af sølv og rødt ("en sekstindet rød mur i sølv"); to friherrekronede hjelme, den heraldisk højre prydet med slægtens hjelmtegn, den venstre med en rød tindet mur, hvoraf opstår en af rødt og Sølv fra venstre seks gange skrådelt "pyramide", på toppen bærende et sølv-møllehjul; skjoldholdere to vildmænd. Samtidig tiltrådte han det af hans moder, Ida Margrethe Reventlow, af Lundegård på Lolland oprettede baroni Christiansdal. Hans søn, kammerherre, senere gehejmekonferensråd, baron Adam Christopher Knuth (1755-1844), fik 10. juli1810 kgl. bevilling på for sig og afkom at føre grevelig titel, dog at der ved hvert tronskifte ville være at søge stadfæstelse på denne bevilling, hvilken indskrænkning senere er ophævet. Han havde 24. oktober1800 fået bevilling på at afhænde baroniet, der ved bevilling af 7. august1821 substitueredes med fideikommisgodset Lilliendal, det tidligere Skuderupgård, i Præstø Amt, hvis besidder stadig har haft rang og værdighed som lensbaron. Hans sønnesøns søn var kammerherre, hofjægermester, grev Christopher Adam Valdemar Knuth (1855-1942), der 1910-18 havde sæde i Landstinget, som har indlagt sig fortjeneste af dansk hesteavl, og som, i egenskab af kurator for successoren til Baroniet Løvenborg, sammen med kammerherre Sehestedt-Juul til Ravnholt foranledigede den store lensproces, der 1920 ved Højesteret førte til nederlag for majoratsbesidderne. Sidstnævntes broder, kammerherre, grev Gebhard Frederik Herman Knuth (1857-1927), ejede Vosnæsgård.
Ovennævnte baron G.D. Knuths (død 1805) anden søn, kammerherre, baron Carl Conrad Gustav Knuth til Rudbjerggaard (1761-1815), direktør i Generalpostamtet, var farfader til baron Carl Vilhelm Emil Knuth (1819-1908), som arvede det for Conradsborg substituerede præcipuum efter sin halvfætter, gesandten, og som var fader til baron Wilhelm Emil Gustav Knuth (1851-1916). Denne, der fra ungdommen var stærkt interesseret i hestesport, ejede Højagergård, men opgav landvæsenet for gennem en årrække at give opvisninger med eget cirkus, Cirkus Guillaume, lige til han tiltrådte fideikommisset. Hans søn, dommerfuldmægtig, cand.jur., baron Axel Erik Carl Knuth (1878-1943), var denne linjes overhoved.
Ovennævnte Adam Levin Knuth kom 1664 til Danmark og optoges blandt kronprins Christian (5.s) pager. Meget yndet af sin herre, udnævntes han efter dennes tronbestigelse til kammerjunker, steg siden til overkammerjunker, beklædte embedet som amtmand over Københavns Amt og fik sæde i Direktionen for hovedstadens vandforsyning. Han hørte lige til sin død til kongens nærmeste omgivelser og havde en hel del indflydelse, skønt han var en ret ubetydelig person. Han overøstes med penge og jordegods, bl.a. Tybjerggård, blev gehejmeråd og hvid ridder. Ved køb erhvervede han Gisselfeld, som han administrerede med dygtighed. Hans efterladte formue var kolossal efter datidens forhold.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
