Holdet spillede sin første kamp under Folkerepublikken Kina den 4. august1952 mod Finland, som var et af de første lande, der havde diplomatiske relationer til landet. I næsten 30 år spillede det kinesiske landshold kun mod hold, der anerkendte Folkerepublikken Kina. Disse var landshold som Albanien, Cambodja, Guinea, Ungarn, Nordkorea, Nordvietnam og Sudan. Holdet deltog dog undtagelsesvist i kvalifikationen til VM 1958.
Efter de store nationale reformer i begyndelsen af 1980'erne begyndte holdet at deltage mere i international fodbold. Kina forsøgte at kvalificere sig til VM 1982. Det lykkedes dog først i 2002, da VM-slutrunden for første gang blev afholdt på det asiatiske kontinent (Sydkorea og Japan). Kina havnede i gruppe C sammen med Brasilien, Tyrkiet og Costa Rica. Det viste sig at være en meget hård opgave for kineserne, der efter gruppespillets tre kampe havde 0 point og en målscorer på 0-9.