Provinsen dækker et areal på 64.055 km², og den har 4,3 millioner indbyggere. Næsten halvdelen er shiittiske arabere, som bor i den sydlige del af provinsen. Desuden findes der shiittiske persere og folk af kurdisk afstamning som Bakhtiarer og Lurere (som taler en persisk dialekt) mod nord og øst. I provinsens nordlige del lever endnu en del af de kurdere, som blev forflyttet dertil under den Iran-Irak-krigen. I provinsen finder man Irans største dæmningsanlæg og vandkraftværk, som opstemmer floden Karun ved byen Masjid Soleiman (Masjid-e-Soleiman).
Provinsens historie
Det nuværende Khusistan svarer til det område, der kaldes Elam i historiske beretninger. Områdets hovedby var byen Susa, og op gennem historien kaldte iranerne provinsen for Elam. Den oldpersiske betegnelse for Elam var Hujiyā, som kan genkendes i provinsens moderne navn. Khusistan er den ældste, iranske provins og den kaldes ofte for "nationens fødested" i Iran. Det var nemlig i dette område, at de indo-iransktalende stammer slog sig ned og grundlagde de fremtidige riger Persien, Medien og Partien sammen med den indfødte, elamitiske befolkning. Khusistan var også stedet, hvor byen Jondishapur og dens lægeskole lå.