Karin Ptaszek-Kochis, f. Ptaszek (født 24. december 1971) er en dansk tennisspiller, der var professionel på ITF Women's Circuit i perioden 1994-96, og som vandt fire ITF-titler i double og en titel i single. Ptaszek repræsenterede endvidere Danmark i Fed Cup i 25 holdkampe i perioden 1988-96. Fra 1997 til 2000 spillede hun for Brigham Young University, med hvem hun vandt to nationale holdmesterskaber.
Ptaszek har vundet 24 individuelle Danmarksmesterskaber i tennis, heraf syv i damesingle, ni i damedouble og otte i mixed double. Hun vandt den første titel som 19-årig i 1990, mens den sidste DM-titel blev vundet i 1999.
Efter sin professionelle karriere har Ptaszek uddannet sig og arbejdet i USA som lærer og tennistræner.
Internationale resultater
Karin Ptaszek spillede som professionel på ITF Women's Circuit i perioden 1994-96, hvor hun vandt fire ITF-titler i double og en titel i single og i alt vandt $ 46.280 i præmiepenge. Hendes største resultat var doublesejren i $25.000-turneringen i Brest i 1994 sammen med Els Callens. De fire øvrige titler blev vundet i $10.000-turneringer, der på det tidspunkt var den laveste kategori af turneringer på ITF Women's Circuit.
Hendes højeste placeringer på WTA's verdensrangliste opnåede hun i 1994 med en placering som nr. 265 i single og en 230.-plads i double.
Single
Turneringssejre (1)
Finalepladser (1)
Double
Turneringssejre (4)
Finalepladser (0)
Fed Cup
Ptaszek repræsenterede Danmark i Fed Cup i 25 holdkampe i perioden 1988-96, og hun er dermed den spiller, der har spillet fjerdeflest holdkampe for Danmark, kun overgået af Eva Dyrberg (40), Tine Scheuer-Larsen (35) og Karina I. Jacobsgaard (28).
I Fed Cup spillede hun i alt 39 enkeltkampe, i hvilke hun opnåede 23 sejre og 16 nederlag, heraf 13 sejre og 11 nederlag i single samt 10 sejre og 5 nederlag i double. Karin Ptaszek og Tine Scheuer-Larsen er den doublekonstellation, der gennem tiden har vundet flest kampe (5) for Danmarks Fed Cup-hold.
Nationale resultater
Karin Ptaszek har vundet 24 individuelle Danmarksmesterskaber i tennis i perioden fra 1990 til 1999, heraf syv i single, ni i damedouble og otte i mixed double, og hun ligger dermed på 14.-pladsen i statistikken over spillere, der gennem historien har vundet flest DM-titler.
Fra 1997 til 2000 spillede Karin Ptaszek for Brigham Young University, med hvem hun vandt to nationale holdmesterskaber.
- NCAA Women's Tennis Championship, Division II
Privatliv
Karin Ptaszek-Kochis er gift med Matt Kochis, og sammen har de to børn: Dylan og Kylie.
I perioden 1997-2009 uddannede Karin Ptaszek sig i markedsføring og ledelse på forskellige universiteter i USA.
Hun har siden 2012 arbejdet som klubpro i Whitford Country Club nær Philadelphia, USA.
Kilder