Fra 1912 til 1921 var Julius Folkmann næstformand og fra 1921 til 1940 formand i Dansk Fotografisk Forening, ligesom han virkede som formand for foreningens fagskole i perioderne 1916-21 og 1934-44, hvor han efterfulgte Niels Christian Bang. Fagskolen havde han selv været en af drivkræfterne bag, og på hans foranledning blev der udgivet en lærebog til undervisningen, som også blev anvendt ved Norsk fotografisk Landsforenings fagskole i Trondhjem.
På sin 70-års fødselsdag blev han æresmedlem af Dansk Fotografisk Forening. Han var også æresmedlem af den svenske og norske fotografiske forening. 1923 var han blevet Ridder af Dannebrog.