Videnskabernes Selskabs Guldmedalje (1965), Emil Wiechert-medaljen (1964), Foreign Member of the Royal Society (1969), William Bowie-medaljen (1971), Tagea Brandts Rejselegat (1938) med flere
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
I 1936 fremsatte hun som den første en teori, hvor hun argumenterede for at Jorden har en fast indre kerne[3][4] inden i den smeltedeydre kerne. Inden da havde seismologer ment, at jordens kerne bestod af én stor smeltet kerne, men var dog ikke i stand til at forklare de grundige målinger af seismiske bølger fra jordskælv, som var inkonsistente med denne ide. Lehmann analyserede målingerne fra seismiske bølger og konkluderede at Jorden måtte have en fast indre kerne og en smeltet kerne omkring denne, for at kunne danne seismiske bølger, der stemte overens med målingerne. Andre seismologer testede og accepterede Lehmanns teori. Lehman er også en af de længst-levende videnskabspersoner nogensinde, da hun blev 104 år.[1][5][6][7]
Liv og gerning
Hun blev født i Danmark i 1888 som datter af professorAlfred Georg Ludvig Lehmann (1858-1921) og Ida Sophie Tørsleff (1866-1935). Hendes tidlige uddannelse skete på en progressiv skole, Hanna Adlers Fællesskole[8], hvor drenge og piger blev behandlet nøjagtig ens, i modsætning til datidens matematiske og videnskabelige mandssamfund, som hun senere stødte på, som hun engang protesterede over til sin nevø: "Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med - forgæves."[9]
Som 15–16-årig oplevede hun et jordskælv hjemme hos sin familie.[10]
En moderne forståelse af Lehmanndiskontinuitet: valositet af seismiske S-bølger i jorden nær overfladen i tre tektoniske provinser: TNA = Tectonic North America SNA = Shield North America og ATL = North Atlantic.[11]
I 1929 indtrådte et stort jordskælv nær New Zealand. Inge Lehmann studerede chokbølgerne og blev forvirret af, hvad hun så.
Seismografen, der registrerer seismiske bølger, blev opfundet i 1880. Ved udgangen af samme årti var der oprettet seismiske stationer over hele verden. På dette tidspunkt troede geofysikerne, at jorden bestod af en flydende kerne omgivet af en fast kappe, der selv var omgivet af en skorpe, alle adskilt af pludselige ændringer i jordens tæthed, kaldet "diskontinuiteter." Seismiske signaler består af flere slags bølger. De vigtige for forståelsen af jordens indre er P-bølger, (primære eller trykbølger) og S-bølger (sekundære eller forskydningsbølger), som rejser gennem fast og flydende materiale på forskellige måder.
Et par P-bølger, som burde have været afbøjet af kernen, var faktisk registreret ved seismiske stationer. Lehmann opstillede den teori, at disse bølger var nået et stykke ind i kernen og først derefter prellede af en slags grænse. Hendes fortolkning af disse data var grundlaget for en artikel i 1936,[12]
i hvilken hun argumenterede for, at Jordens kerne ikke kun er flydende, men at der også er en fast kerne som accelererer og afbøjer P-bølger (eftervist i 1971 af computerberegninger).[13] Hun skrev også en afhandling med titlen P’ der beskriver P-bølger og andre aspekter ved seismografien.[14]
Ansættelse
Hun var ansat på Geodætisk Institut, som hun bevarede tilknytning til også efter pensioneringen. Hun fortsatte med at publicere videnskabelige artikler, til hun var højt oppe i årene, således udgav hun artiklen "Seismology in the days of old" i 1987[10] da hun var højt oppe i 90'erne.
Hun etablerede et legat, som bestyres af Videnskabernes Selskab. Det tildeles på skift en forsker inden for geofysikken og psykologien og blev første gang uddelt 1984.
Hun modtog mange udmærkelser for sine videnskabelige præstationer, blandt dem Gordon Wood-prisen (1960), Emil Wiechert-medaljen (1964), Videnskabernes Selskabs guldmedalje (1965), Tagea Brandt Rejselegat (1938 og 1967), Fellow i Londons Royal Society i 1969,[17] William Bowie-medaljen (1971, som den første kvinde), og Amerikas seismologiske samfunds medalje i 1977. Hun fik æresdoktorgrader fra Columbia University i 1964 og fra Københavns Universitet i 1968 foruden talrige æresmedlemskaber.
I 2015 (som var 100-året for kvinders valgret) fik Inge Lehmann, som en anerkendelse for sin lange kamp mod det mandsdominerede forskningsmiljø, der bl.a. herskede i Danmark i midten af det 20. århundrede, opkaldt en ny klanner-art efter sig: ✝Globicornis (Hadrotoma) ingelehmannae sp. n., Jiří Háva & Anders Leth Damgaard, 2015. [22]
På Nordre Fasanvej 14, Frederiksberg blev et gavlmaleri til minde om Inge Lehmann udført af Anne Bundgaard indviet 24. august 2024. [24]
I sin sidste tid sagde hun til sin nevø Nils Groes: "Jeg har ligget og tænkt på mit liv. Det har været et langt, rigt og tilfredsstillende liv, med mange sejre og gode minder." Hendes formue blev doneret til en fond, administreret af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, og går hvert år skiftevist til en psykolog (til ære for hendes far) og til en geofysiker. Inge Lehmann ligger begravet på Hørsholm Kirkegård ved siden af sin far.[25]
I Danmark er to veje opkaldt efter hende, Inge Lehmanns Vej ved Rigshospitalet i København og Inge Lehmanns Gade på Aarhus Havn.
