I 1108 blev en vis Egilmar omtalt i en bekendtgørelse, hvor han omtales som comes in confinio Saxonie et Frisie potens et manens, altså en mægtig greve i grænseområdet mellem frisere og saksere. I bekendtgørelsen omtales desuden Aldenburch, som er den første benævnelse i kilderne af Oldenburg, slægtens senere stamsæde og den kerne, omkring hvilken Grevskabet Oldenborg voksede frem. Det blev rigsumiddelbart i 1180. I 1272 blev grevskabet arvedelt i Oldenborg og Delmenhorst. I begyndelsen af 1400-tallet blev det forenet under grev Didrik den Lykkelige, hvis ene søn Gerhard arvede Oldenborg, mens sønnen Christian blev danskkonge. Da Gerhards slægt uddøde i 1667 kom Oldenborg i personalunion med Kongeriget Danmark.
I 1774 blev kejser Josef 2. af Det tysk-romerske Rige anmodet om at godkende guvernøren som hertug. Dette skete i 1777, og derved blev Oldenborg et hertugdømme. Rusland bevarede dog sin indflydelse i Oldenborg. Hertugdømmet førte ofte en russiskvenlig politik. Frem til 1917 var den russiske kejser overhoved for (chef for) fyrstehuset i Oldenborg. Dette betød fx, at enhver ændring i huslovene (bl.a. om arvefølgen) skulle godkendes i Sankt Petersborg.