Regnvejret drillede arrangørerne flere gange i løbet af turneringens første uge, og det var en af årsagerne til, at Novak Djokovic' kamp i tredje runde først kom i gang kort før kl. 23:00. Klokken var blevet 03:07 om natten, inden serberen havde spillet sig videre med en sejr på 7-5, 6-7(6), 2-6, 6-3, 6-0 over Lorenzo Musetti, hvilket var den seneste kampafslutning i French Open-historien. Samtidig tangerede DjokovicRoger Federers rekord på 369 vundne singlekampe på grand slam-niveau.[4] Dagen efter nåede serberen op på 370 sejre og satte sig dermed alene på rekorden ved at besejre Francisco Cerúndolo med 6-1, 5-7, 3-6, 7-5, 6-3[5] i en kamp, hvor Djokovic imidlertid pådrog sig en knæskade, der viste sig at være så slem, at han dagen efter meldte afbud til resten af turneringen.[6] Det betød samtidig, at Jannik Sinner blev sikker på at overtage førstepladsen på ATP's verdensrangliste efter turneringen som den første italiener i ranglistens historie.[7] Mesteren, Carlos Alcaraz, avancerede til andenpladsen på ranglisten.[3]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[8]
Pengepræmier og ranglistepoint
Den samlede præmiesum til spillerne i herresingle androg € 22.112.000 (ekskl. per diem), hvilket var en stigning på 9 % i forhold til året før.[1]
I kvalifikationsturneringen spillede 128 spillere om 16 ledige pladser i hovedturneringen. Heraf havde ni spillere har modtaget et wildcard (WC). Kampene blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig i perioden 20. - 24. maj2024.
Anden runde af kvalifikationen blev endestation for den tidligere finalist fra 2018 og 2019, Dominic Thiem, der spillede sit sidste French Open, inden han efter sæsonen ville afslutte sin karriere på grund af en kronisk håndledsskade. Efter nederlaget på 6-2, 7-5 til Otto Virtanen blev det afholdt en lille ceremoni på Court Suzanne-Lenglen med masser af tilskuere for at hædre ham for hans flotte karriere.[12] For den tidligere top 10-spiller og French Open-semifinalist fra 2020, Diego Schwartzman, blev nederlaget i anden kvalifikationsrunde til værtslandets Quentin Halys ligeledes den sidste French Open-kamp i karrieren, inden han året efter pensionerede sig selv som professionel tennisspiller.[13]
Følgende 16 spillere kvalificerede sig til hovedturneringen: