Fodboldturneringen under sommer-OL 1960 blev afholdt i Rom og seks andre byer i Italien fra 26. august til 10. september. Turneringen havde deltagelse af 16 hold fra fire kontinentale forbund. De 16 hold blev for første gang i OL-historien inddelt i fire grupper,[1] og der blev spillet alle-mod-alle i hver af disse. Derefter gik vinderne af hver gruppe videre til semifinalerne, hvorfra vinderne gik i finalen, hvor guld- og sølvmedaljerne blev fordelt. Der blev kun afholdt turnering for mænd.
Den olympiske turnering blev vundet af Jugoslavien, som besejrede Danmark i finalen med 3–1. Finalepladsen er et af det danske landsholds bedste resultater gennem historien, og holdet bag er kendt i Danmark som "Sølvholdet".[2]
Rom Tilskuere: 10.000 Dommer: Leafe (Storbritannien)
Det ungarske hold var storfavoritter i kampen, da de sikkert havde vundet deres indledende gruppe med målscorer 15-2. Danskerne havde imidlertid vundet en træningskamp mod ungarerne kort inden OL, men det var i København. Danskerne kom godt i gang i semifinalen, og den ganske unge Harald Nielsen scorede efter 19 minutter, og de ungarske angribere blev presset hårdt af det danske forsvar. Pausestillingen var 1-0, og i 2. halvleg blev der dømt to straffespark, som fik stor betydning. Først blev Henning Enoksen nedlagt, så Danmark fik chancen for at øge føringen. Flemming Nielsen skulle sparke, men blev i tilløbet i tvivl om, hvor han skulle placere bolden, og resultatet blev, at han skød forbi mål.
Kort efter blev Ungarns Gyula Rákosi nedlagt i det danske straffesparksfelt, og Pal Varhidi skulle skyde. Den danske målmand, Henry From, kørte et psykologisk spil med ungareren, og gik ud til stolpen, hvor han satte sit tyggegummi fast, netop som Varhidi skulle til at skyde. Denne blev så overrasket, at han skød ukoncentreret, og From kunne redde skuddet. Ungarerne kom sig aldrig over dette "trick", og mod slutningen af kampen kunne Enoksen cementere den danske sejr med målet til 2-0.[3]
Efter en overbevisende sejr over Ungarn var Danmark det ene hold i finalen. Modstanderen Jugoslavien var noget heldigt gået i finalen, idet de i semifinalen havde spillet uafgjort mod Italien efter forlænget spilletid, og på det tidspunkt afgjorde man derpå kampen ved simpel lodtrækning.[4]
Finalen var knap nok kommet i gang, før jugoslavernes stjerne, Milan Galić bragte sit hold foran på langskud. Da Jugoslavien efter 11 minutters spil fordoblede føringen på endnu et langskud, denne gang af Željko Matuš, så det for alvor svært ud for danskerne. I et af holdets få gennemspillede angreb følte danskerne sig snydt for et straffespark, da bolden ramte en jugoslav på hånden, men dommeren nøjedes med at dømme hjørnespark, som der ikke kom noget ud af.
Kampens dramatiske højdepunkt opstod kort efter, da jugoslaverne fik en bold sparket ind mod mål fra deres højre side. Den danske målmand, Henry From, nåede ikke frem til bolden, og det gjorde angriberen Galić heller ikke, men en anden jugoslavisk spiller opfangede bolden og sparkede den i mål. Imidlertid dømte dommeren offside på Galić, som han mente havde indflydelse på spillet. Dette gjorde angriberen så ophidset, at han skældte dommeren voldsomt ud på sit eget sprog. Dommeren forstod dog nok til, at han udviste spilleren. Dette medførte, at jugoslaverne blev så utilfredse, at de truede med, at holdet ville forlade banen. De endte dog med at betænke sig, men måtte spille resten af kampen 10 mod 11 spillere.
Danskerne formåede ikke at udnytte overtallet, og midtvejs i anden halvleg øgede Jugoslaviens anfører Bora Kostić føringen til 3-0, inden Flemming Nielsen kort før kampens afslutning på et langskud reducerede til slutstillingen 3-1.[5] For danskerne var det lidt af et antiklimaks, men siden har flere af spillerne udtryk, at holdet — trods en for den tid grundig fysisk forberedelse — simpelt hen var trætte.[6] Jugoslaverne havde ved de foregående tre olympiske lege vundet sølvmedaljer, så for dem var guldmedaljerne en stor forløsning.[4]
