Egil Fischer, der oprindelig ville have været maler, gjorde tidligt byplanlægning til sit speciale og vandt en række konkurrencepræmier. Udfaldet af konkurrencen om Københavns banegårdsterræn var ham imidertid en stor skuffelse, og han beskæftigede sig derefter i flere år mest med malerkunst og handel med spansk kunst og antikviteter.
Byplanlægningen vedblev imidlertid at drage ham, og 1922 begyndte han på egen hånd anlægget af bebyggelsen Femmøller Strand. Efter vedtagelsen af Byplanloven af 1938 genoptog han sin virksomhed som byplanarkitekt og udførte betydningsfulde arbejder og rådgivning. En stor indsats gjorde han inden for byggelovgivningen, navnlig ved udformningen af betænkningen af 1931.
Femmøller
Han grundlagde den første planlagte ferieby og sommerhusområde i Danmark, Femmøller Strand, der fik nogle servitutter, der siden blev toneangivende for lignende områder: 9. december1924 udsendte Egil Fischer sit berømte manifest med de grundlæggende sommerhusdeklarationer for området. Disse deklarationer blev tinglyst og henvist til i skøder, ofte suppleret med særlige servitutter for den enkelte parcel. Af de almindeligt gældende bestemmelser kan særligt nævnes:
"at der ikke på parcellen må findes nogen virksomhed,der ved røg, støj eller ilde lugt forulemper de omboende,
at det er forbudt at henstille beboelsesvogne på parcellen i længere tid end tre måneder,
at ny bebyggelse ikke må finde sted før tegninger hertil med angivelse af placering, materiale, farve,hegn m.m. er godkendt af Naturfredningsforeningen og hovedparcelejeren..."
For at sikre hele Femmøllers ubebyggede friarealer for eftertiden overdrog Fischer disse til daværende Dråby Kommune i 1957. I gavebrevet står: "De overdragne ejendomme skal i henhold til den af Danmarks Naturfredningsforening den 30. juni1942 godkendte byplan for bebyggelse for Femmøller Strand stedse henligge som vejarealer, strandarealer, grønne områder og naturpark m.v. og bebyggelse af arealerne eller anvendelse af disse i strid med nævnte byplan må derfor ingen sinde finde sted".
Fischer, der selv bosatte sig i Femmøller, blev således en pionér inden for såvel planlægning som naturbeskyttelse i Danmark.
Egil Fischers Vej i Femmøller er opkaldt efter ham. Dråby Kommune rejste et mindesmærke for Fischer 25. april1964.
Familie
Fischer blev gift første gang 21. maj 1904 i Kristiania (Oslo) med Magnella Kirstine Djørup Arentz (f. 30. december 1874 i Tromsø), datter af læge, senere geolog Frederik Christian Holberg Arentz og Johanne Emilie Djørup.[1] Ægteskabet blev opløst 1932. Han ægtede anden gang 12. juni1943 i Svendborg Olga Hersom (5. juni 1920 sammesteds – 7. august 2004), datter af snedker Axel Hersom og Anne Cathrine Faigh.
Fischer er begravet i en urne i naturparken, Femmøller Strand, Mols.[2]