Hans eneste seriøse rolle på teatret var i 1961, hvor Passer spillede den tilbagestående Lenny i Mus og mænd af John Steinbeck over for Ove Sprogøe. Desværre var Passers image som komiker så grundfæstet, at folk brast i latter, så snart han viste sig på scenen uden tanke for, at det drejede sig om en tragisk rolle, hvilket Passer tog sig meget nær. Forestillingen stoppede efter 11 opførelser.
Øjeblikkeligt efter Kjeld Petersens død, d. 24. maj 1962, trak Passer sig fra teater- og revyscenen i fem år. I disse år indspillede han i stedet en række film.
Tilbage til scenen
I 1967 stod Passer igen på scenen i Cirkusrevyen, hvor han til sin egen overraskelse fik ny og voksende succes. Han fortsatte i Cirkusrevyen i syv år. Fra denne periode kan især makkerskabet med Preben Kaas fremhæves.
Passer indspillede omkring 100 film. De fik en meget blandet modtagelse af kritikerne. Ofte var Passers navn med størst skrift på plakaten, også selvom han kun spillede en lille rolle. I Passers senere karriere fik filmene hårdere medfart af kritikerne.
Dirch Passer var gift to gange: Fra 1950 til 1959 med skuespillerinden Sigrid Horne Rasmussen og fra 1970 til 1976 med reklametegneren Hanne Bjerre Pedersen. Han boede sammen med flere andre kvinder i længere tid, blandt andre i fem år med kollegaen Judy Gringer. Han fik to børn – et fra hvert ægteskab – Dorte Passer og Josefine Passer.
Dirch Passer boede til sin død sammen med Bente Askjær. Hun var 26 år, da Dirch Passer døde i Tivolirevyen i 1980. En måned senere skulle de have været gift.
Han levede i mange år intenst med et stort arbejdspres og et stort alkoholforbrug. I perioder var han ofte gæst på de københavnske værtshuse. Selv sagde han: “Man skulle have været dværg, så var bajerne meget større!” [3]
Dirch Passer blev erklæret død af hjertestop 3. september 1980 omkring klokken 21.20 på Københavns Kommunehospital. Han skulle have optrådt om aftenen i Glassalen i Tivoli, men han faldt om på scenen bag tæppet i sit klovnekostume kort inden forestillingen. Man løftede Passer op og ind i en ambulance, der kørte ham til hospitalet.[5] Han blev erklæret død efter cirka to timers genoplivningsforsøg. Han ligger begravet på Dragør Kirkegård.
Forinden havde Passer været ved hjertespecialisten dr. med. A. Tybjærg Hansen på Hvidovre Hospital for at blive tjekket, da han tidligere havde fået et ildebefindende.[5]
Filmatisering
25. august2011 var der premiere på filmen Dirch om Dirch Passers liv. Den var instrueret af Martin Zandvliet. Med til gallapremieren var Dirch Passers to døtre, Dorte Passer og Josefine Passer. I filmen spiller Nikolaj Lie Kaas (søn af Preben Kaas) titelrollen suppleret af Lars Ranthe i rollen som Kjeld Petersen. For disse roller blev begge tildelt en Robert og en Bodil for henholdsvis bedste mandlige hovedrolle og birolle.[6]