Det svenske koloniimperium i Nordamerika, Afrika blev aldrig særligt omfattende. Det udgjordes af fire besiddelser, hvoraf de tre var yderst kortvarige. De to første – Ny Sverige og Cabo Corso – blev reelt bedrevet som private foretagender af kompagnier med kongeligt sanktioneret monopol, såkaldte privilegiebreve. Besiddelserne var hovedsageligt opretholdt i forbindelse med handel. Ny Sverige var det eneste forsøg på en egentlig udvandrerkoloni med bosættelse for øje. Øen Saint-Barthélemy i Karibien var den eneste koloni som stod under svensk forvaltning i længere tid, 94 år.
Kolonien Ny Sverige var svensk i 17 år, handelsstationen Cabo Corso i 11 år, øen Guadeloupe i blot 14 måneder.
Til gengæld opretholdt Sverige flere besiddelser i Østersø-området: Finland, Ingermanland, Estland, Livland, Svensk Forpommern m.fl.
Det er usikkert, om de kortvarige besiddelser, fraset Saint-Barthélemy, kunne sikre indtægter som overgik omkostningerne ved deres etablering og som følge af de konflikter, som de bevirkede i forhold til andre stater. Det er derfor svært at sige, om de indebar nogen egentlige gevinster eller fordele for Sverige.
Under Storbritanniens okkupation af øen Guadeloupe overlodes denne midlertidigt – under 14 måneder (1813–1814) – til Sverige. Øen overlodes til Karl 13. som erstatning for Sveriges deltagelse i alliancen mod Napoleon i slutningen af Napoleonskrigene. Den korte overdragelse af Guadeloupe var dog kun formel. Under hele perioden fortsatte Guadeloupe at være styret af øens britiske guvernør.[3] Ved freden i Paris i 1814 overgik øen til Frankrig mod, at Storbritannien erstattede det svenske kongehus med den såkaldte Guadeloupefonden.
