Klubbens kvindehold blev i sommeren 2024 flyttet fra amatørafdelingen i Brøndbyernes IF til det professionelle selskab. Senere samme år offentliggjorde klubben en plan for at gøre kvindeholdet fuldtidsprofessionelt fra 2025.[1][2]
Klubbens førstehold afvikler sine hjemmebanekampe Bane 2 beliggende ved siden af Brøndby Stadion, hvor dets hold spiller i blå bukser og sokker samt gule trøjer.
Klubben har en rivalopgør med Fortuna Hjørring, og disse to klubber har delt alle mesterskaberne siden 2002 mellem sig. I 2021 blev den statistik dog brudt da HB Køge, vandt mesterskabet.[3]
Historie
Der blev for første gang spillet kvindefodbold i Brøndby i 1971. I 1995 vandt Brøndby 1. division og rykkede op i den bedste række; Elitedivisionen for første gang, og i 1996 blev Hanne Nørregaard den første spiller fra Brøndby, til at debuter på A-landsholdet. Siden er det blevet til et hav af landsholdsspillere på både U- og A-landshold. EM-sølvholdet 2017 talte syv Brøndby-spillere og fire tidligere Brøndby-spillere.
I 2000 lancerede klubben en treårs plan for kvindeeliteholdet, efter at klubben havde haft en enkelt nedrykning til 1. division. Året efter blev de første medaljer vundet - af bronze - efterfulgt af sølv i 2002 og det første mesterskab i 2003.
Siden er det blevet til 12 danske mesterskaber: 2003, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2011, 2012, 2013, 2015, 2017 og senest i 2019.
Holdet har også vundet DBUS Landspokalturnering hele 11 gange: 2004, 2005, 2007, 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2017 og 2018.[4]
Kvinderne debuterede i for første gang i Europa i 2003, og siden er det blevet til tre semifinalepladser i UEFA Women's Champions League. I takt med, at der er kommet flere penge i kvindefodbolden i flere lande, har holdet været oppe imod flere storsatsende giganter som 1. FFC Frankfurt, Olympique Lyon, FC Barcelona, Manchester City og senest Juventus, som holdet slog ud i 1/16-finalen i 2018/19-sæsonen. Ved mødet mod den italienske storklub Juventus, slog klubben også samtidig dansk tilskuerrekord i kvindefodbold, med i alt 8.531 tilskuere.[5] Kampen mod Juventus, var samtidig også den kamp med det sjettehøjest tilskuertal i UEFA Women's Champions League, for 2018-19-sæsonen. Opgøret blev kun overgået af kampe fra kvartfinalerne, semifinalerne og finalekampen.
Stadion
Selvom klubben officielt holder til på Brøndby Stadion, så spiller holdet de fleste af sine kampe på den tilstødende Bane 2.