Blåfrugtet Gedeblad (Lonicera caerulea) er en løvfældendebusk med en åben vækst. Den er især kendetegnet ved sine aflange, blå bær. Bærrene smager i de fleste tilfælde bittert, men varianten Lonicera caerulea var. edulis har velsmagende bær. Den dyrkes derfor for sine spiselige bær.
Beskrivelse
Blåfrugtet Gedeblad er en løvfældende busk med en åben og opret, men senere overhængende vækst. Barken er først lysegrøn og svagt håret, men snart bliver den rødbrun, og senere skifter den til mørkebrun. Gamle grene får en gråbrun bark, der løsner sig i lange strimler. Knopperne sidder modsat, og de er slanke og rødbrune med en lys solside. Endeknopperne er mere butte med en langt udtrukket spids.
Bladene er hele og æg- eller ellipseformede med hel rand. Blomstringen foregår i april-maj (kort efter løvspring), hvor man finder blomsterne siddende parvis i bladhjørnerne. De enkelte blomster er 5-tallige og svagt ensymmetriske med gulligt-hvide og rørformede kroner. Frugterne sidder parvis og er uægte bær, hvor det kødfulde, opsvulmede bæger er blåt med lyseblå dug.