Bülow begyndte sin karriere i dansk tjeneste, først ved det tyske kancelli i København (kancelliet for Slesvig, Holsten og Lauenburg), og senere i den diplomatiske tjeneste.[1]
I 1842 blev han rådgiver for legation, og i 1847 dansk chargé d'affaires for hansestæderne, hvor hans omgang i borgerskabet førte til, at han blev kendt med den rige Louise Victorine Rücker, som han giftede sig med i 1848.
I 1849 gik han på ny i dansk tjeneste, blev udnævnt til gehejmekammerherre og i 1850 sendt til forbundsdagen i Frankfurt am Main for at repræsentere hertugdømmerneSlesvig og Holsten. Her kom han i kontakt med Otto von Bismarck, som beundrede hans behandling af problemerne knyttet til spørgsmålet om Slesvig-Holsten. Det radikale Ejder-danskerparti i Slesvig-Holsten brød han sig til gengæld ikke om, og da dette parti kom til magten i 1862 blev han kaldt tilbage fra Frankfurt.
Han gik derefter i storhertugen af Mecklenburg-Strelitz' tjeneste, og blev hertugdømmets regeringschef. I 1867 blev han fuldmægtig for de to hertugdømmer Mecklenburg i Det nordtyske forbundsforbundsråd, hvor han udmærkede sig med sit vellykkede forsvar af hertugdømmernes middelalderlige konstitution, mod liberale angreb.
I preussisk tjeneste
Bismarck overbeviste Bülow om at gå i Preussens tjeneste, og i 1873 blev han udnævnt til preussisk udenrigsstatssekretær. Frem til sin død var han kanslerens mest loyale medarbejder. I 1875 blev han preussisk fuldmægtig i Forbundsrådet. I 1877 blev han udnævnt til tysk udenrigssekretær (udenrigsminister), og i 1878 var han sammen med Bismarck og fyrst Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst preussisk fuldmægtig ved Berlinerkongressen.
Han døde i 1879 i Frankfurt. Af hans seks sønner blev den ældste, Bernhard Heinrich Karl, senere tysk udenrigsminister og rigskansler.
Referencer
^Meisner, Heinrich Otto (1955). "Deutsche Biographie". Neue Deutsche Biographie. Hentet 2015-11-20.