Trinbrættet havde et læskur, tegnet af Mathias Bidstrup. I 1919 blev der opført et "formandshus", tegnet af banens driftsbestyrer Joachim Fagerlund, og navnet blev ændret til Balke Station, fra 1935 Balka Station. Den havde læssespor med sporskifte i begge ender og kreaturfold med siderampe.
Men banen havde også Hundsemyre trinbræt nærmere ved stranden, og det blev i 1935 omdøbt til Balka Strand trinbræt. Nu var det let at forveksle de to standsningssteder, så Balka Station blev i 1945 omdøbt til Kannikegård Station efter Kannikegård ½ km nord for stationen.[3]
Stationsbygningen er bevaret som bolig på Birkevej 2. Fra Boulevarden, hvor Balka Strand trinbræt lå, går en 2½ km lang asfalteret sti, der følger banens tracé ind til Søbækken i Nexø.