Han blev central i det norske digtermiljø i mellemkrigstiden, særlig i kredsen omkring det kommunistiske tidsskrift Mot Dag, og han stillede sig meget kritisk til nazismen. Han forlod sit kommunistiske ståsted i løbet af 1930'erne på grund af Stalins politik i Sovjetunionen. I efterkrigstiden skrev han et utal artikler, avisindlæg og foredrag om de sovjetiske slavelejre, censuren og den politiske ufrihed østpå, og manede til forsvar mod den trussel mod verdensfreden, som sovjetregimet var kommet til at udgøre.[1]
Under anden verdenskrig skrev han en række kendte modstandsdigte. Han blev arresteret i 1941 og sat i Møllergaten 19 (politigården i Oslo), Grini og i 1942Sachsenhausen, men overlevede. I Sachsenhausen havde han det først slemt på skiftarbejde ved en skofabrik; men senere havnede han sammen med blandt andre
Emil Stang i "stoppebanden", der stoppede strømper og vanter for tyskerne. De stoppede også strømper for medfangerne, og indrømmede da at gøre et helt anderledes solidt arbejde. Som nordboere slap de for at få hovedet barberet. I 1942 var madforsyningerne yderst slette, og en brødskorpe guld værd; men fra 1943 sørgede Røde Kors for madpakker, og Øverland delte med nyankomne. Han var det uforglemmelige højdepunkt juleaften 1943, da han iført den kolossale vinterfrakke, han havde byttet til sig, deklamerede sit digt Jul i Sachsenhausen for de andre fanger:[3]
Arnulf Øverland var tilhænger af en traditionalistisk lyrik og kritiserede moderne poesi ved flere anledninger. Traditionel var han hele tiden, men særlig er han kendt for sammen med André Bjerke at have startet "tungetaledebatten" i 1950'erne. I sit foredrag "Tungetale fra Parnasset" tog han et opgør med det modernistiske formsprog: "Et desperat menneske skriger, men skriget er ikke noget digt!"[5]
Tillidshverv og hæder
Norske kunstneres æresbolig, "Grotten" ved slotsparken i Oslo. Foto: Hans A. Rosbach
Efter anden verdenskrig spillede Øverland en markant rolle i den norske sprogstrid. Han var formand for Riksmålsforbundet fra 1947 til 1956 og Forfatterforeningen av 1952 fra 1952 til 1953. I sin indsats for det norske rigsmål førte han ligesom André Bjerke en indbidt kamp mod det konstruerede sprog samnorsk, der blev påtvunget befolkningen efter krigen: "Mange mennesker har aldrig lært at tale rent. Det er sinkernes vrøvl vi nu skal lære," skrev han i sit essay "Hvor ofte skal vi skifte sprog?" fra 1948.[6]
Han var tildelt Statens kunstnerlønn fra 1938 og boede i æresboligen "Grotten" i slotsparken i Oslo fra 1946 og frem til sin død. Hans enke, journalisten Margrete Aamot, blev boende der i ti år til hun døde i 1978.[7]
Familie
Åsil Øverland blev født på forældrenes et års bryllupsdag. Begge havde siddet i KZ-lejr under krigen, og følte nu, at livet kom tilbage. Øverland havde været gift to gange uden at få børn; først i sit tredje ægteskab med Margrete blev han far, først til Åsil og halvandet år senere til Eli. De to piger voksede op i "Grotten". Da Åsil begyndte i skole i 1953, var hendes far landskendt. Det var ikke altid så nemt at forsvare sådan en far - hvorfor han var så gammel, ikke havde et ordentlig arbejde, ikke kunne udtale r-lyden som i Oslo. Janteloven stod den gang stærkt. Åsil Øverland blev grafiker. og skrev en bog om sin far.[8] Hun levede ikke op til hans forventninger, men stod ham ellers nær. Mange underlige mennesker kom på besøg, og hver søndag var der åbent hus mellem kl. 17 og 18. Nogle fik serveret kaffe. De kom med digte, religiøse spørgsmål og måske psykiske problemer. Der kom også mange breve med udvalgte bibelsteder, nok i håb om at omvende ham.[9]
Bibliografi
Lyrik
1965 Livets minutter – lyrik
1962 På Nebo Bjerg – lyrik
1960 Den rykende tande – lyrik
1956 Sverdet bak døren – lyrik
1947 Fiskeren og hans sjel – lyrik
1946 Tilbake til livet – lyrik
1945 Vi overlever alt – lyrik
1940 Ord i alvor til det norske folk – lyrik (ny udgave 1959)
1937 Den røde front – lyrik
1936Du må ikke sove – digte (del af digtsamlingen Den røde front fra 1937)
