Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. I 1958 fik han som 15-årig sin debut i antologienUnge meninger om Vi Mennesker, og sin selvstændige debut i 1962 med Digte. Hans romandebut fulgte i 1963 med Morgensol og glasskår
Om sin politiske observans har Herløv Petersen selv skrevet: "[J]eg var medlem af det lille parti Danmarks Socialistiske Parti1957-58, af SF fra partiets oprettelse til bruddet i 1967 og af VS fra 1967-1969, da blomsterbørnene overtog magten, og jeg meldte mig ud. Siden har jeg ikke synes, der var noget politisk parti i Danmark, jeg kunne støtte helhjertet til at melde mig ind i det, hvilket naturligvis ikke forhindrer mig i at bruge min stemmeret".[1]
Spionanklage
Arne Herløv Petersen blev i 1981 anklaget for spionage i det der efterfølgende er blevet kaldt Arne Herløv Petersen-sagen. Arne Herløv Petersen har beskrevet sin version af sagen i bøgerne Skueprocessen.[2][3] (2009) og Aktindsigt. 2017
Mikkel Fossmo
I forbindelse med Arne Herløv Petersens 75-årsdag kom det frem[4], at han har fået udgivet værker under forskellige pseudonymer, herunder Mikkel Fossmo, der fik sin debut i kunst- og litteraturtidsskriftet Hvedekorn (2003) og senere fik udgivet digte i tidsskriftet Øverste Kirurgiske. "Fossmo" debuterede i bogform med "Vækstlaget" (Samlerens forlag 2007). Debutbogen blev foråret 2008 præmieret af Statens Kunstfond uden ansøgning. [5] I 2009 udkom digtsamlingen "Muldvarp og pelikan", i 2013 digtsamlingen "Epifytten Nikodemus", og i 2016 "Begyndelser", der indeholder godt hundrede begyndelser til romaner, der ikke blev skrevet.
Referencer
^Arne Herløv Petersen, kronik i Politiken, 27. april 1982, cit. i Arne Herløv Petersen, Spionsigtet, s. 50.
^Mechlenborg, Claus (2010-02-27). "Herløv versus PET". Kristeligt Dagblad. København. Hentet 2017-03-27. Sagen Arne Herløv Petersen er en god historie, og det er fuldstændig forståeligt, at Arne Herløv Petersen vil renses for anklagerne. Huller i hans argumenter eller ej, så var sagen mod ham ikke et højdepunkt i Danmark som retsstat, og det ville være klædeligt, om relevante institutioner reagerede på de mange henvendelser fra Arne Herløv Petersen for blandt andet blot at opnå aktindsigt.
