I korets sydmur ses to savskifter. Skibet har bevaret begge sine døre, syddøren er noget omdannet, norddøren står blændet med rundbue i spidsbuespejl. I østmuren ses et rundbuevindue, som er genåbnet i nyere tid. I skibets nordmur ses et romansk rundbuevindue med smigede karme, aftrappet sålbænk og bevaret glasfals. I sengotisk tid blev skibet forlænget mod vest og det kraftige tårn opført. Tårnet har en bemærkelsesværdig blændingsdekoration, højblændinger med pålagt cirkelblænding, ifølge overleveringen skulle det symbolisere Sankt Peders nøgle. Nordkapellet er formodentlig opført i 1661. Bygningen blev istandsat 1948 og 1959.