Óscar Whalley er født i Zaragoza som søn af en engelsk far og en mexicansk mor.[1] Han spillede i det meste af sin ungdomstid for Real Zaragoza, og som 19-årig kom han til at spille for klubbens reservehold. Da klubbens førstemålmand Leo Franco i foråret 2014 erklærede, at han ønskede at forlade landet, og andenmålmanden var skadet, fik Whalley chancen som målmand på førsteholdet, der spillede i Segunda División i en hjemmekamp mod Sporting de Gijón; kampen endte 1-1.[2]
I den følgende sæson spillede Whalley 19 kampe, da Zaragoza sluttede som nummer seks, og desuden en playoff-kamp, der endte med et nederlag på 0-3 hjemme til Girona FC.[3] Efter dette blev han erstattet i resten af playoff-turneringen. I juli 2015 blev Whalley udlejet til naboklubben SD Huesca, der ligeledes spillede i næstbedste række.[4] Her spillede han 15 kampe, inden han året efter blev solgt til Sporting de Gijón, hvor han var tredjevalg på målmandsposten. Han nåede kun en enkelt kamp i de to sæsoner, han hørte til klubben.
AGF
Efter den mangeårige målmand Steffen Rasmussen var stoppet i AGF i sommeren 2018, var der brug for en ekstra målmand i klubben, hvor Aleksandar Jovanović den seneste tid havde været førstemålmand. Whalley, som var uden kontrakt, valgte derpå at skifte til den danske klub.[5]
Whalley opnåede aldrig at blive mere end andenmålmand efter først Jovanović, dernæst den lejede Kamil Grabara og endelig den mere permanente løsning i form af svenskeren William Eskelinen. Han opnåede i alt 15 kampe, deraf 12 i Superligaen.[6]
Efter AGF
Efter en sæson i Aarhus skiftede Whalley til græske OFI Kreta, men også her blev det blot til én sæson. Han skiftede derpå tilbage til Spanien og CD Castellón,[7] hvor han i sæsonen 2020-2021 fik 24 kampe i Segunda División. Da klubben rykkede ned den følgende sommer, skiftede Whalley videre til en anden Segunda División-klub, CD Lugo.[8] Her spillede han to sæsoner og fik 68 kampe.