Tornøe betegnes som genremaler og repræsentant for den typiske Charlottenborg-kunst på den tid. Imidlertid rummer hans bedste billeder maleriske kvaliteter både i henseende til billedkomposition og figurfremstilling.[2]
1871 vakte hans muntre folkelivsbillede Fra Gaden opmærksomhed; samme år rejste han på egen bekostning til Rom, hvor han malede en mængde genrebilleder, som han fandt købere til, så at han kunne udstrække sit ophold i Syden over to år.
Efter sin hjemkomst udstillede han indtil 1877 næsten udelukkende italienske malerier, af hvilke Første Gang Model (1877) blev købt af Kunstforeningen, men behandlede derefter mest danske motiver. 1878 rejste han gennem Holland og Belgien til Paris for at se den store udstilling og lidt senere til Norditalien, hvor han opholdt sig 10 måneder; blandt hans senere rejser kan nævnes den, han 1886 foretog til Rom, hvor han tilbragte en vinter.
Blandt Tornøes værker kan fremhæves Fra Børnenes Legeplads på den gamle Kirkegaard i Horsens (1878) samt fra 1881 Fra et kjøbenhavnsk Værtshus og 1882 En Syerske, Pinsemorgen, som han i øvrigt malede flere udgaver af. Værkerne hørte ikke til det "ægte" realistiske maleri, idet Tornøe anvendte modelopstillinger til sine billeder. Oftest malede han muntre og pittoreske motiver, men også billeder med sociale motiver.[2]
Værker i offentlig eje
1882 Randers Kunstmuseum: En syerske, Pinsemorgen (Motivet eksisterer i flere udgaver)